10 ting fædre ikke gider at høre!

Vi har samlet en liste over de 10 ting, som fædre simpelthen ikke orker at høre på. Møghamrende irriterende kommentarer og udbrud fra afkommet, lillemor, venner, bedsteforældre og mennesker vi ikke kender. Vores liste er et potpourri af egne erfaringer, venners erfaringer og kommentarer, spørgsmål og udbrud, vi har læst i de kulørte blade. 

10 ting fædre ikke gider at høre

1. Du sov ikke igennem, før du var 3 år, så det kommer junior nok heller ikke til!

En fuldstændig ubrugelig kommentar, der udelukkende gør en deprimeret. Den bliver som oftest leveret af nybagte bedsteforældre i et lækkert stille øjeblik. Vi troede, at man talte om vejret, hvis man ville fylde et stille øjeblik ud med snak.

2. Vrrrrrææææææææææhhhhhhhhlllllllll (fra babyalarmen)

Du har lige brygget en meget tiltrængt kop kaffe, og sekundet du sætter dig i sofaen, begynder lillemanden eller lillepigen at stortude i barnevognen.

3. Vil du med på lagersalg?

En kommentar som lillemor kan smide fra tid til anden. Men nej, det vil man ikke. For du har sjovt nok ikke lyst til at bruge din lørdag i en hamrende kold eller overdrevet varm lagerhal sammen med tusindvis af hormonelle gravide kvinder og ammehjernebefængte nybagte mødre. Vi vil blive hjemme, så vi kan se Premier League, hvis junior nu pludselig skulle tage tre timer på skjoldet.

4. Vi skal have blomkålssuppe med skyr (udtalt skiiiiiir). 

Det er i sandhed forfærdeligt, når den langhårede svinger en kommentar som denne afsted. Og det er nok noget, som alle mænd hader at høre. Men som far sætter man endnu mere pris på måltiderne, end man gjorde tidligere. Det er her, man får fyldt sine energidepoter op, og derfor gider vi ikke have blomkålssuppe med skyr. Vi vil have tomme kalorier i form af pizzaer og burgere!

5. Så du Champions League-kampen i går? Hold nu kæft, den forlængede spilletid var vild. Det var fandeme legendarisk! 

Nej, det gjorde jeg ikke! En kommentar som denne kommer typisk onsdag eller torsdag i forårsmånederne. Men svaret er altid nej. Når man er far til en lille morgenfrisk energibombe, ser man ikke Champions League-kampene. Slet ikke hvis de går i forlænget spilletid. Visse dage opgiver man på forhånd, og andre dage falder man savlende i søvn i sofaen, når der er spillet et kvarter. Det er kun de stemningsløse og tempoforladte kampe fra Rusland, der bliver spillet klokken 18.00, man kommer i nærheden af at se.

6. Synes du ikke, at du drikker for meget kaffe?

Øhh, nej. Det synes jeg ikke. Jeg bliver vækket af et overenergisk lille menneske klokken 05.13 hver dag, så jeg synes egentlig, at mit kaffeforbrug er helt tilpas.

7. Du må altså ikke tisse der!

Når man har vadet rundt med sit afkom i barnevognen i to timer, så bliver man altså tissetrængende. Og så gider man ikke høre ovenstående kommentar, når man endelig har fundet en busk et uforstyrret sted.

8. Du bruger jo aldrig din PlayStation, så jeg har givet den til din nevø…

Nej, det er da fuldstændig rigtigt, at jeg aldrig bruger min støvede PlayStation. Men den skal da ikke gives væk!? Den er jo mit eneste tydelige bevis på, at jeg engang havde noget tid, som jeg udelukkende var tilegnet mig selv…

9. Nej, nej, du skal ikke gøre sådan, du skal gøre sådan her!

Findes der noget mere irriterende end denne bedrevidende kommentar? Nej, så medmindre vi uvidende er ved at kvæle vores afkom, så gider vi ikke høre på bedrevidende forslag fra mennesker, der har nøjagtig samme ekspertise som os.

10. Der er lort i vandet!

Du har en hyggelig stund i svømmehallen med dit yngel, og pludselig råber en af de sure livreddere: “Der er lort i vandet!”. Ja, det er jo egentlig meget rart, at der er en, der gør dig opmærksom på, at du skal komme op af vandet, hvis du ikke ønsker at bade med lort, men skaden er jo et eller andet sted allerede sket.

Mangler vi noget på vores liste?

Far-Tip #17 – sådan spiller du GTA med en snotunge
Christianiacykel - hvilket tilbehør er must-have?

Thomas Glahn

says:

Jeg hører konstant forældre, der brokker sig over livet. Det er noget af det mest irriterende overhovedet. Forældre, der omtaler forælderskabet som “ufattelig hårdt arbejde”, og som klynker over den fantastiske velsignelse det er, at have et barn.

Nogen forældre gør det også lidt i sjov. “Nå, nu skal jeg hen i børnehaven og hente den lille terrorist/baryl/ballademager”

Jeg ved godt det er sagt i sjov, men hvad med at henvise til alle de gaver, dit barn giver dig istedet. Hvad med “Nu skal jeg hen i børnehaven og hente den lille prins/supermand/superhelt”. Hvad med at bruge ironien til et positivt børnebillede, istedet for til et negativt?

Skriv din kommentar her