Akut kejsersnit fra sidelinjen – en fars fødselsberetning

Læs med her for at få historien om Viggos fødsel. Historien indeholder skoldhed kaffe, CTG-scanning, skiftende ansigtskulør, en uforklarlige fold, kejsersnit plus et utroligt negativt ord!

– Ja, så må far gerne rejse sig op og se sin søn!

Ordene kommer fra operationslægen, og de er henvendt mig.

Jeg rejser mig tøvende fra min lille stol ved siden af den langhåredes hoved. Mit hjerte slår lige så hårdt som Mike Tyson gjorde i starten af sin karriere. Jeg er sindssygt spændt på at se min førstefødte, men tøver en smule, da jeg frygter for, hvilke konsekvenser det vil få, hvis jeg kigger direkte ned i den langhåredes åbne mave.

Det lykkedes mig at holde fokus, så jeg udelukkende kigger direkte på det lille mirakel, der skriger højere og mere desperat end hele første række til en Justin Bieber koncert (Det er både første og sidste gang, at Justin Bieber bliver nævnt på DaddyO.dk).

Børnelægen tager over
Efter børnelægen har tjekket Viggo igennem for fejl og mangler, og jordemorderen har rengjort ham, får jeg endelig lov til at holde min søn. Selvfølgelig på en meget akavet måde.

Først så græder jeg lidt, så stortuder jeg og til sidst må jeg have nogle Kleenex fra sygeplejerskerne.

Min søn, Viggo, kom til verden den 25. maj 2014 kl. 18.56 ved akut kejsersnit – 15 dage efter den langhåredes termin! Før operationen var der gået en uge, hvor vi kørte frem og tilbage mellem Hvidovre Hospital og vores Præsidentbolig (læs. en 3-værelseslejlighed) i pendulfart.

Viggos hånd
Det første billede af Viggo nogensinde

Hvidovre Hospital tur/retur igen og igen

Vi blev sendt hjem fra Hvidovre Hospital både tirsdag samt fredag og lørdag pga. af travlhed. Og hver gang tænkte man:

Hvad fanden kan være vigtigere end vores fødsel?

Hver gang var vi på på hospitalet i minimum 4 timer, hvor jordemødrene tjekkede, om den langhårede og junior havde det godt. De havde det begge fortræffeligt, og det var naturligvis derfor, at vi hver gang endte bagerst i køen, hvilket er fuldt forståeligt (men meget frustrerende!).

Det var psykisk fucking hårdt for os begge at blive sendt hjem fra hospitalet igen og igen. Mens den langhårede flere gange fældede en tåre eller flere i afmagt, følte jeg, at det var min pligt at bevare en positiv indstilling til situationen. Indvendig følte jeg dog lige så stor afmagt, som min elskede langhårede gjorde.

Vi er trætte, men vandet går…

Søndag den 25. maj 2014 har vi igen en tid på Hvidovre Hospital klokken 8.30 sharp.  Personalet har forsvoret, at det vil blive den forløsende dag – om junior vil det eller ej!

Bip bip bip
Den langhårede og jeg er begge udmattede af træthed, da den forfærdelige Iphone-alarm sparker den livsændrende dag i gang klokken 6.53. Champions League-finalens forlængede spilletid aftenen før er højst sandsynligvis medvirkende til, at mit energiniveau er helt i bund – men en Champions League-finale skal jo forhelvede ses, ikke?

Mens jeg sidder ved vores morgenbord og vælter koffein ned i svælget i form af skoldhed kaffe, kommer den langhårede pludselig tilbage fra toilettet med et…hmm anderledes ansigtsudtryk end sædvanligt.

– Jeg tror, at mit vand er gået..

– Sådan Bobber!!!!! (den langhåredes kælenavn)

Overraskende nok kører vi afsted mod Hvidovre Hospital til den aftalte tid – uden nogen form for panik. Ved fødselsmodtagelsen bliver det hurtigt konkluderet, at vandet er gået – det er faktisk en sejr i sig selv! Vi havde flere gange været overbeviste om, at vandet var gået, uden det var tilfældet.

Kig nu væk for helvede

På fødestuen ordner jordemoderen alle indledende (og usexede) foranstaltninger i forhold til fødslen. Her bliver jeg beordret til at kigge langt væk af den langhårede. Og herefter starter ventetiden. Og vi venter. Og vi venter. Og så venter vi lidt længere.

Eftersom min elskede langhårede endnu ikke har veer, får hun vestimulerende drop. Men selvom den kære CTG-scanner (en scanner der kan måle den lille hjertelyd og moderens veer) jævnligt markerer, at den langhårede har veer, så kan hun intet mærke. Og når jeg skriver intet, så mener jeg vitterligt intet. Hun snakker og joker bare videre, som om intet er hændt.

Skulle vores lykkeligste dag blive vores værste dag…?

Kort før kl. 17.00 undersøger vores søde jordemoder den langhårede indvendigt for sidste gang, inden der er vagtskifte. Pludselig får hun et meget undrende ansigtsudtryk. Hun mener, at hun kan mærke en “fold”. Chef-jordemoderen bliver tilkaldt. Hun kan mærke samme “fold”. Fødselslæge bliver tilkaldt. Hun mærker den også!!

“Fold. Fold. Fold. Fold. Fold.” -Sig det nok gange og inde i dig selv og din hjerne drejer det til “Fuck. Fuck. Fuck. Fuck. Fuck.”

De diskuterer – på lægesprog – hvad denne “fold” kan være. Måske ligger junior og kigger ud, så det er hans øje, de har mærket på. Måske er det en svulst…

– EN SVULST!!!!!

Ordene føles som verdens største mavepuster – ordet ’svulst’ har jo ikke ligefrem en positiv klang!

En milliard spørgsmål popper op
Med bævrende stemme begynder den langhårede at udspørge jordemødrene og lægen. Jeg har også en milliard spørgsmål, men jeg tvinger mig selv til at tie. Jeg vil for alt i verden undgå at gøre den langhårede mere bange og nervøs, end hun i forvejen er (eller måske tør jeg i virkeligheden ikke at stille mine spørgsmål af frygt for lægens svar).

Mit hoved er ved at eksplodere af alle de spørgsmål, jeg ikke vil stille eller ikke tør stille. Kan det være kræft? Dækker svulsten hans øjne? Skal han opereres? Kan det overhovedet opereres væk? Og mange andre forfærdelige negative spørgsmål fylder hele mit hoved. Aldrig har jeg været så bange i hele mit liv. Men jeg gør alt for ikke at vise det.

Akut kejsersnit

Det bliver herefter besluttet, at akut kejsersnit er eneste udvej. Den langhårede har endnu ikke fået en rigtig ve, og vi kan sætte juniors helbred på spil, hvis vi vælger en vaginal fødsel (det siger de på hospitalet).

Ordet ‘akut’ kan dog gradbøjes i hospitalsverdenen. På trods af juniors “fold”, som måske er hans øje eller måske er en svulst, så har han og den langhårede det stadig godt (nok).  Derfor betød ‘akut’ i dette tilfælde ikke om to minutter.

Jeg sidder på en skammel
Halvanden time efter står jeg på en operationsstue i fuldt operationstøj (forestil dig George Clooney i “Skadestuen”, og så har du et nøjagtigt billede af mig. Udover at jeg er den del mindre, og har et stort rødt hipsterskæg). Da operationen går i gang, sætter jeg mig på en lille skammel ved siden af den langhåredes hoved. Jeg er rystende nervøs, men gør alt for ikke at vise det.

10 minutter efter siger operationslægen “Ja, så må far gerne rejse sig op og se sin søn!”.

Min søn er perfekt. Han har dog lige en kæmpe bule på den ene side af sit hoved, hvilket er den tidligere omtalte “fold”, som jordemødrerne og lægen kunne mærke. Bulen skyldes, at junior har ligget skævt i bækkenet. Bulen er pist væk i løbet af 4-5 timer, og vi er alle tre hjemme to dage senere.

Op og ned i rutsjebanen

Dagene hvor vi kørte frem og tilbage mellem vores hjem og Hvidovre Hospital samt juniors fødselsdag var en meget lang tur i livets følelsesmæssige rutsjebane.

De følelsesmæssige dage betød, at den langhårede og jeg pludselig var fanget i et meget kønsstereotypt billede ud af til. Ud af til var jeg den stærke mand, der støttede hans svage kvinde, der græd og følte afmagt. Problemet med dette billede er bare, at det er en massiv stereotyp løgn.

Der er ingen tvivl om, at den langhårede følte sig magtesløs, lige så vel som jeg følte mig magtesløs. Men gennem sin magtesløshed formåede hun alligevel at støtte mig. Vi var et team på hele rutsjebaneturen. Vi var lige stærke og lige svage. Ligesom vi også er i dagligdagen som Viggos forældre.

Jeg glæder mig til at høre, om du har oplevet noget lignende!?

Husk, at du kan følge DaddyO.dk på Bloglovin

Primær omsorgsperson x 2
Sådan bliver du far!

Karina

says:

Dit indlæg satte godt nok lige gang i en masse tanker og mindre positive minder.
Vi har oplevet noget der minder om og så alligevel så langt fra. Vi fik ordet cyste i hjernen og at de ikke ville tage hende ud, hvis den trykkede på hjernen og satte hende i livsfare .
Vi nåede kun hen til uge 28 i graviditeten før den lykkelige forestilling om at blive forældre ændrede sig til et inderligt ønske om ikke at skulle begrave sin førstefødte . Hver 8 dag var vi til ekstra scanninger og 25 dage før termin besluttede de at vi 12 dage senere skulle være forældre ved kejsersnit- det ville være for farligt at føde selv. Cysten i hjernen havde aldrig været der , men hun blev født uden knoglen i baghovedet. de 11 uger var de hårdeste i vores liv indtil videre, men vi stod sammen , som I gjorde og sammen er man bare stærkere. Vi fandt i hvert fald ud af at vi er det helt rigtige team .

says:

Kære Kasper,
Superfedt indlæg du har skrevet om din søns fødsel – men som jordemoder må jeg græmmes over at ingen fagpersoner har ulejliget sig i de skæbnesvangre minutter, med at forklare jer, at en fødselsVULST er en helt ufarlig væskeansamling på babys hoved, der fortager sig kort efter fødslen. Men det fandt I jo så ud af… bagefter!

Laura

says:

Lækker læsning! Det er så pisse flot klaret. 🙂

Jeg kender en der godt kunne bruge det med at sætte ord på følelserne. Dog ikke en far, men en bedstefar i dette tilfælde. Her endte det også i akut kejsersnit, et af de lynhurtige, ja så lynhurtigt at selv personalet virkede en smule rundt på gulvet. Bedstefar kom ikke med på operationsstuen (selvom han prøvede) og han måtte klare det hele selv, efter “fødslen”, da jeg først vågnede 1-2 timer efter med de vildeste narkosetømmermænd.
Det i kære mænd går igennem, skal på ingen måder undervurderes. I er uundværlige

says:

Mange tak for flotte ord 🙂 Jeg er ked af at høre, at bedstefar ikke nåede med ind på operationsstuen – det kan virkelig være en hektisk situation, der pludselig opstår…

Kristine Madsen.

says:

Super god læsning… -især fordi det hele er set med fars optik. Ikke mange mænd er gode til at få sat ord på, hvordan følelserne er omkring en fødsel og specielt fødsler som akut kejsersnit, hvor mandens rolle ofte bliver at han er den der ser og holder barnet før moderen og må passe på det, indtil hun er blevet lappet sammen igen og er klar i hovedet. -og den med at holde fokus og ikke få set ned i operations såret har jeg hørt før, kan være svært. Når jeg læser det du har skrevet kommer jeg lidt tættere på, hvordan faren til mine børn, måske har oplevet samme situation. Dejligt.

says:

Tak, for de utrolige pæne ord. Dejligt, at fødselsberetningen har hjulpet dig til at komme tættere på, hvordan faren til dine børn (måske) har oplevet samme situation 🙂

Mette C

says:

Jeg sætter virkelig pris på af høre om en fødsel fra faderens vinkel. Det er sjældent man som kvinde lige får del i jeres oplevelser.

Jeg har selv haft to meget nemme og gode fødsler, så kan (heldigvis) ikke komme med nogen dramatisk historie. Dog kender jeg godt frustrationen ved at gå over tid. Dejligt at I fik jeres dejlige dreng ud på fornemmeste vis – også selvom selve processen var hård!

says:

Fedt at høre en fødselsberetning om akut kejsersnit fra farens vinkel! Har selv født ved akut kejsersnit to gange og faren er absolut uundværlig efter sådan en fødsel.

says:

Hej lindayeeskesen.dk.

Tak for dine fine ord 🙂

Uha, hele to akutte kejsersnit, det lyder godt nok hårdt. Men når bare der kommer en sund og rask guldklump ud bagefter, så går det hele jo nok. Og ja, den langhårede fortalte også, hvor glad hun var for min støtte.

Jeanette Nielsen

says:

Tak for et ærligt indlæg. Akut kejsersnit er fyldt med følelser – man ved, at nu kommer baby ud. Men man ved at også, at det er akut, fordi noget ikke er, som det skal være. Da min ældste søn Villads kom til verden, var både graviditet og fødsel meget kompliceret. Efter 36 timer med veer kunne jordemoderen konstatere, at han havde navlestrengen om halsen. Vores søn kunne ikke komme ud på naturligvis. Men ud skulle han – hurtigt. Så vi endte i akut kejsersnit. Aldrig har vi været så bange. Tænk hvis vores søn ikke fik ilt. Tænk hvis de ikke nåede at få ham ud. Tænk……hvis han døde. Heldigvis fik de dygtige læger Villads ud i tide, og selvom mor her var hårdt medtaget i dagene efter, var det mine lykkeligste dage. Da vores yngste skulle til verden, kunne jeg ikke bære tanken om, at skulle igennem det sammen. Derfor valgte vi, at Carl skulle til verden ved planlagt kejsersnit. Jeg blev mødt med mange fordomme – for hvem vælger frivilligt et kejsersnit, når det er muligt at føde naturligt?! Det var mit livs bedste beslutning.

says:

Hej Jeanette.

Tak for roserne 🙂

Hold da op, en tur i har været igennem. Det har da godt nok være en følelsesmæssig rutschetur. Jeg kan godt forstå, at i valgte et planlagt kejsersnit ved barn nr. 2 – ingen fordomme herfra 🙂

Helle Tøndering

says:

Hvor er jeg glad for at I skrev om det her, det er næsten en tro kopi af hvordan Felix’s fødsel forløb… bortset fra jeg Meget godt kunne mærke veerne trods Epidural sprøjter.

Jeg gik 13 dage over, havde også en uge med frem og tilbage til sygehuset, havde en milliard slanger sat til under forløbet, og havde en fold som Felix ikke kunne komme ud over, og jordemødre lægen og 1000 (sådan føltes det) andre medicinsk faglige personer tog den ene prøve efter den anden af lillemanden hovede imens jeg stor tudende kæmpede mig igennem veerne. Godt Mulle (min mand) virkelig bare var faktisk og distraherende mig og gjorde det hele lettere. Pludselig faldt lillemandens værdier… og så gik det stærkt. .. (har jeg fået fortalt… for jeg husker det ikke) kom op på operationsstuen fik,endnu en epidural … uden virkning, så fuld narkose til mig og Mulle måtte forlade stuen. 8 min. Efter sad han med vores søn i armene, også i ført Den lækre blå George Cloney uniform.

Trods alt en fantastisk dag ❤

says:

Hej Helle.

Dejligt at høre, at du er glad for indlægget.

Det lyder godt nok også som om, at I har været igennem en hård omgang. Men når lillemanden kommer rask ud, så bliver det jo alligevel en fantastisk dag, som du også skriver 🙂

Klaus Svendsen

says:

Min kone skal have kejsersnit den 3/9 – planlagt godt nok. Vi glæder os begge to og krydser fingre for at det går godt.
En svulst er ikke lige det, man håber på at høre fra en fødselslæge – eller en hvilken som helst anden person, så det glæder mig, at det gik godt til sidst hos jer.

Tak for et godt indlæg – det er fedt at høre andre mænd fortælle om et kejsersnit og vise at de har følelser!

MVH Klaus

says:

Hej Klaus.

Tak for dine fornemme ord. Dejligt at høre, at du sætter pris på indlægget.

En svulst er nemlig en forfærdeligt ord, men heldigvis gik det hele godt.

På DaddyO.dk krydser vi også for jer 🙂

Skriv din kommentar her