Med BabyBjörn One kan du både pisse og hente pizza

Nu kan du stå op og tisse, mens du holder junior!

Vi har den sidste tid brugt BabyBjörns bæresele ”One” til at slæbe junior gennem gader og stræder, når barnevognen blev for kedelig, eller man kun lige skulle hente en pizza mens mor var i bad. Jeg er vild med den frihed den giver – det er altså ekstremt svært at bære en sur baby på armen, samtidig med at man skubber en barnevogn. På Gammel Kongevej. I regnvejr…

Førstehåndsindtryk af Babybjörn One

Da vi pakker bæreselen op, bliver vi som det første glædeligt overrasket over bæreselen, der virkelig ligner god kvalitet. Den virker robust, og den er lavet af en kraftig bomuldskvalitet. Farven er sort hvilket giver et mandigt udtryk og kan bruges til både en prins og prinsesse.

BabyBjörn One

Første tur med BabyBjörn One

Med hjælp fra manualen, får jeg indstillet selen. Junior er på daværende tidspunkt ca. 63 cm lang. Det betyder, at han, ifølge instrukserne i selve selen, stadig er ”Newborn”, og at det ekstra stykke under numsen skal lynes. Ifølge manualen er man dog ikke længere nyfødt, når man har passeret 62 cm, og det ekstra siddestykke skal derfor ikke lynes. Det gav lidt startvanskeligheder, idet han kom til at sidde alt for lavt i selen. Det var dog ikke noget, som farmand ikke kunne fixe! Så skulle stropperne indstilles, og det gik også fint efter lidt tid.

Det var svært at få junior til at finde roen den første gang med selen, men det ændrede sig løbende jo mere den blev brugt.

Fra bæreselen
2014-10-14 18.44.35
Fra manualen

 

Sådan sidder Junior

Når man tager bæreselen på, behøver man faktisk ikke at knappe mere end to låsesystemer før man er klar til at tage af sted. Den store strop som sidder på midten af bæreselen skal man dog lige løsne, inden den lukkes, ellers føles det som et korset fra 1920’er på junior og dig selv.

Ved normal benstilling hænger juniors ben og dingler lidt – der er altså ikke nogen særlig støtte til benene, og man kan blive i tvivl om hvorvidt kronjuvelerne tager skade. Ved bred benstilling bliver bærestykket under numsen/kuglerne bredere og en større del af låret er også understøttet.

I de mere ”ergonomisk korrekte” bæreseler er hele ungens bagdel og lår understøttet, således at faktisk kun skinneben og fødder stikker ud. Det giver naturligvis en anden støtte. MEN, hvis man ikke planlægger at vandre byen tynd, med junior i bæresele, er jeg overbevist om, at støtten i ”normal benstilling” og helt bestemt “bred benstilling” er helt passende.

Du kan også vælge at junior skal sidde med fronten ud – men der er vi simpelthen ikke kommet til endnu.

2014-10-20 16.05.31

Sådan har far det

For det første er hænderne fri, så du kan slæbe på alle mulige andre ting; indkøbsposer, pizza, øl eller skubbe barnevognen. For det andet er rygstøtten god, når den er indstillet korrekt. Rygstøtten består egentlig bare af et stykke stof som sidder mellem skulderstropperne. Stoffet kan justeres, sådan at den passer til både dig og barnets mor. Det er en god ting, men også irriterende, når man har fået den på, og så prøver på at justere den på plads, fordi den ikke passer til dit store muskelløse korpus. Det er nok et første-verdens problem, men det hører også med til en anmeldelse.

2014-10-20 16.04.27

BabyBjörn One har lændestøtte – altså ligesom din gamle rygsæk fra din backpacker-tur til østen. Den lukkes uden et klik-system, hvilket gøre den nem at få af igen. Den giver stabilitet for junior og støtter din lænd. Til gengæld er lændestøtten beklædt med et plastiklignende syntetisk materiale, som gør at man sveder helt vildt.

Hvordan er materialet

Materialet er af kraftig bomuld og skulle også være godkendt til at junior kan gnave løs i den.

Kvalitet

Førstehåndsindtrykket har holdt stik indtil videre, og der er intet at komme efter på kvalitetssiden.

Overordnet vurdering

Bæreselen løste det problem, som vi håbede på; en afsætningsmulighed for junior i en kortere periode. Vi har ingen planer, om at spendere en hel dag i skoven eller på sightseeing med junior i selen og netop derfor løser den mit umiddelbare behov.

Mandeskala

Det kan vel altid diskuteres, hvor ”mandig” en bæresele er. Men når det så er sagt, så vil jeg give bæreselen karakteren 4/5, da den opfylder det behov den lover. Jeg ville gerne give den 5/5, men jeg synes, at der er nogle forbedringer som man kunne se på. De kan læses herunder.

Forbedringer

Jeg savner (meget) en funktion til, at pakke bæreselen sammen. Når man som vi, skal slæbe junior, dyne, pusletaske, bamser, nøgler og bæresele ned fra 4. sal, har man virkelig ikke brug for, at selens stropper kommer i vejen.

Man kunne lave en indbygget lomme, som man kan vende vrangen ud på og dermed stoppe bæreselen derned. Lidt ligesom de gammeldags gymnastikposer, som man kunne pakke ind i sig selv. Det ville i hvert fald være nemmere og mere sikkert, at have den med ned ad trapperne.

Hvis du lægger den i barnevognskurven – den der under barnevognen – kan du også risikere at stropperne falder ud over kanten og bliver både våd og viklet ind i hjul. For nu, stopper vi bare bæreselen i et net, inden vi påbegynder rejsen ned fra 4. sal og det gad vi godt være foruden.

Og så er der det der med sutten. Den skal med overalt, og skal helst ikke på jorden alt for mange gange (i hvert fald ikke, hvis man ikke formår at samle den op ind for 3 sekunder). Så bæreselen ville også få en stjerne mere for en ”suttelomme”. Eller måske en indbygget suttesnor? Det vil vi lade være op til udviklerne. Men det ville under alle omstændigheder gøre vores liv lettere. Og det er jo netop det, en bæresele er tænkt som. En hverdagens hjælper.

Far og søn Babybjörn One
Far og søn Babybjörn One

Bonusinfo

Junior gnaver løs i spænderne, og til dem har fået nogle svedbåndslignende ting til at trække over. Det er genialt. Så kan han også savle løs og far bliver mindet om den der fortabte sommer hvor det (åbenbart!!) var på mode med svedbånd over det hele.

Derudover er junior rent faktisk faldet i søvn i bæreselen – en begivenhed som ellers er forbeholdt barnevognen, sengen eller mine trætte vuggende arme.

Ligesom BabyBjörn Orginial Sort Mesh er det muligt at besøge toilettet, hvis du skal nr. 1, da den er monteret på din overkrop på en måde som tillader vandladning. Det er smart. Om det er bevidst eller ej, ved vi ikke, men det fortjener en applause!

Bæreselen kan købes hos Mammashop.dk

Produktet er sponsoreret – det kan du læse mere om her

Tidligere "topatleter": Det bliver skidegodt med aktiv julekalender!
#SuperBabyDK

says:

Du har helt ret. Der findes dem der er langt mere ergonomisk for din babys hofter, og dem skal man så bare købe i stedet

says:

Den ser meget pæn og sporty ud. Jeg har en fra Ergobaby som virker helt efter hensigten, men den ser lidt mere øko-agtig ud

Skriv din kommentar her