Christianiacykel – hvilket tilbehør er must-have?

Jeg har bestemt mig for at investere i en Christianiacykel. Jeg ved godt, at ladcykler er cykelstiens lastbiler. Men de er altså også sindssygt smarte, når den lille familie skal fragtes rundt med otte overfyldte indkøbsposer fra Rema 1000. Men hvilket tilbehør til en ladcykel er need-to-have?

Gammel ladcykel

Lad mig starte med at sige, at jeg også synes, at det er hamrende irriterende at blive fanget bag en langsomt kørende ladcykel, når jeg brager gennem byen på min halvrustne jernhest. Derfor lover jeg højt og helligt, at jeg nok skal køre meget tæt op af kantstenen og aldrig kommer til at overhale, når jeg bliver ladcyklist.

Jeg har allerede bestemt mig for, at investere i en Christianiabike. Jeg har undersøgt marked, og fundet frem til, at det er en Christianiacykel, der passer bedst til min families behov.  Jeg overvejede en kort overgang en ladcykel fra Nihola. Niholas ladcykel ser lækker ud, men jeg tror, at kassen bliver for lille i forhold til vores behov. Jeg vil meget gerne (over)fylde kassen med indkøbsposer, den langhårede og barn (med tiden børn).

christianiacykel

Beslutningen om en Christianiacykel er taget, men jeg har alligevel brug for din hjælp. Jeg er simpelthen faret vild i tilbehørsjunglen. Hvilket tilbehør er need-to-have til ladcykler?

Tilbehør til Christiania-ladcykler

Den Christianiacykel jeg har udset mig, har det yderst mundrette navn Christiania ladcykel, model light. Både stellet og kassen skal være i standardfarve. Kassen skal også være standard, og så skal jeg selvfølgelig have lygter som tilbehør – ingen ko på isen her. Men jeg er i tvivl om en fandens masse andre ting:

Gear: Jeg hælder til, at der skal være tre gear på familiens kommende ladcykel af mærket Shimano Nexus, men man kan jo også få med både syv og otte gear. Har du et par erfaring, du vil dele?

Quickrelease: Dette er en anordning, der gør, at man let kan sætte sadlen op og ned. Jeg tænker, at det er ret smart, når både den langhårede og jeg skal cykle på Christianiacyklen. Har jeg ret?

Shimano rullebremser vs. hydraliske skrivebremser: Her er jeg virkelig i tvivl. Skal jeg købe ladcyklen med Shimano rullebremser eller hydraliske skrivebremser? Der er bestemt ikke gået en cykelmekaniker tabt i mig, så jeg aner ikke, hvad forskellen er.

Børnebænk vs. børnesæde: Skal jeg investere i en børnebænk eller i et børnesæde? Og skal jeg vælge en standardsele eller en y-sele. Og kan jeg købe tilbehør, så jeg kan fragte den lille sherif i ladcyklen allerede nu – han er 10 måneder. Eller skal han sidde på skødet af en af hans trætte forældre i kassen? Og må han egentlig det?

Der er en masse andet tilbehør til ladcykler, som man kan købe sig fattig i, men jeg tænker, at jeg har noteret det mest essentielle. Eller er der noget jeg har glemt? Hvad fanden er egentlig need-to-have?

Billig Christianiacykel?

I min research er jeg blevet klar over, at der ikke er meget at spare, når man skal investere i en ladcykel fra Christiania. Den kære onkel Dan(kort) skal på overarbejde,  men måske kender du et sted, hvor man kan købe billige(re) Christianiacykler?

Jeg er i sandhed faret vild i den store tilbehør-til-ladcykler-jungle, så jeg har virkelig brug for din hjælp. Hjælp en far og smid din ekspertkommentar nedenfor. TAK!

10 ting fædre ikke gider at høre!
Fars feriebekymringer

Marie

says:

Vi har også lige bestilt en C.cykel.
Der er vildt mange til- og fravalg. Vi har valgt et sæde til to fremfor en bænk, da vi så kan have større ting (inkl lift) i bunden af ladet. Dertil får vi sat en sele i bunden af ladet hvormed vi kan spænde autostol (vi har en på to år og en på to måneder) til den lille fast ind til hun bliver stor ok til at sidde på sædet ved siden af storesøster. Ved desværre ikke meget om gear og bremse da vi har valgt en med el.

S

says:

Min kæreste (der selv sælger Christiania) siger helt klart rulle bremser. Ingen vedligehold og de er bedre. Medmindre det er el cyklen. Så sagde han en hel masse andet 🙂

Anonym

says:

Vi har nihola, mener med 5 gear og mulighed for at justere sædet hurtigt, bænk, alm og y sele. Vi købte en stol i en periode hvor V ikke gad hans cykel med det viste sig at være en kort fase så vi bruger bare bænken. Det kan anbefales at forældre prøver at sidde i kassen for at mærke de slag man kan få ved at køre over bumb. Samt hvor varmt det bliver under regnslag. Det overraskede i hvertfald mig at hvert stød over et bumb mærkes hårdt og at det bliver ulideligt varmt under regnslag. Rart at vide så man tager alle bumb i vejen forsigtigt og at man sørger for der kommer luft ind under regnslaget.
De er alle pengene værd de cykler

Jesper Nielsen

says:

Bremserne har jeg ikke forstand på, men jeg ville vælge otte gear og børnebænk. Det er hvad jeg selv har. Og quickrealease skal man bare have, hvis lillemor også skal køre på den 😀

Skriv din kommentar her