Da junior kom til verden…

Dette blogindlæg er skrevet i et reflekterende øjeblik mellem barnevognsture, bleskift, oprydning, madlavning og godnatsange. I blogindlægget reflekterer jeg lidt over sønnikes fødsel og min reaktion.

Kasper og Viggo. Foto: kaaresmith.dk
Kasper og Viggo. Foto: kaaresmith.dk

Det er efterhånden ni måneder siden, at jeg så junior for første gang, at jeg holdte ham i mine arme for første gang, at jeg skiftede ham for første gang, at han gylpede på mig for første gang. Og så er det også omkring ni måneder siden, at jeg for første gang nogensinde stortudede af glæde.

Ja, jeg stortudede, da junior blev født. Jeg tudede som en lille tøs. Jeg tudede mere end alle spanske, italienske og portugisiske fodboldspillere nogensinde har tudet tilsammen. Kronprinsens tårekanaler kunne intet stille op i en direkte duel mod mine tårekanaler. Jeg græd og græd og græd.

Det er vel normalt nok

Efter juniors fødsel tænkte jeg ikke videre over mit tuderi. Flere af mine venner har også berettet om, at deres tårekanaler kom på overarbejde ved deres børns fødsler. Så jeg tænkte nok bare, at mit tuderi var en normal reaktion.

I dagligdagen var og er jeg ikke den store tudeprins. Jeg græder sjældent. Og når jeg græder, er det fordi, at jeg er ked af det. Forstå mig ret, jeg græder ikke, når jeg er: jeg-har-lige-tabt-på-oodset-ked-af-det eller jeg-har-lige-sparket-til-sengebenet-med-bare-tæer-ked-af-det.  Jeg græder, når jeg er ulykkelig og magtesløs.

Hvorfor alt det fødselstuderi?

Som jeg skrev i begyndelsen af blogindlægget, så var min søns fødsel første gang, at jeg har grædt uden at være ulykkelig. Jeg var tværtimod lykkelig. Min lykke var lige til at lave lykkepiller af. Men hvorfor helvede tudede jeg så røven ud af bukserne?

I mit reflekterende øjeblik er jeg kommet frem til, at den nye virkelighed først for alvor gik op for mig, da jeg stod med min nyfødte søn i armene. Jeg var lykkelig, skræmt fra vid og sans og pavestolt på samme tid. Og jeg tror sgu, at jeg blev overmandet af de mange følelser og den nye virkelighed. En virkelighed jeg både glædede mig til og frygtede.

Jeg havde selvfølgelig haft omkring ni måneder til at vende mig til tanken om mit nye liv. Men under den langhåredes graviditet var jeg konstant placeret på sidelinjen. Jeg havde selvfølgelig mærket junior sparke. Men jeg mærkede sparket fra sidelinjen. Og jeg kunne ikke mærke, når han var urolig eller stille.

Under den langhåredes graviditet var det umuligt for mig at opnå samme tilknytning til min ufødte søn, som den tilknytning den langhårede havde til ham. Hendes tilknytning var stærk. Han boede jo ligesom også i hendes krop.

Mit liv var i bund og grund uændret under den langhåredes graviditet. Så det var først da jeg stod med sønnike i armene, at mit liv blev vendt på hoved, at realiteterne gik op for mig, og at jeg ikke længere var placeret på sidelinjen. Og det var sgu nok derfor at mine tårekanaler gik i vandfaldsmode.

Husk at du kan følge DaddyO.dk via Bloglovin’ – så går du aldrig glip af et blogindlæg!

 

Far-Tip #15 - Tumlegulv redder fodboldbenene
Mikkels gæsteindlæg: Den magtesløse far på sidelinjen

Skriv din kommentar her