En orn’lig syg far og en skrigende unge

Jeg blev ramt af en influenzalignende sygdom (ja, jeg blev ynkelig), junior lærte, at han kan skrige, og jeg fik for alvor øjnene op for, hvor hårdt arbejde det er at være forældre.

IMG_3649

I uges løb var jeg døden nær. Jeg var orn’lig syg (ikke på den dér gangster-agtige måde, desværre). Da jeg vågnede klokken cirka fire om natten, fordi junior kartede rundt i sengen, føltes det som om, at der stod fem tømrerlærlinge og hamrede løs på indersiden af mit kranie. Min hals var ørken-tør, og alle led i min krop smertede.

Det føltes faktisk som om, at jeg havde massive tømmermænd, selvom jeg ikke havde drukket så meget som en dråbe alkohol dagen forinden. Faktisk har jeg kun drukket to gange, efter Viggo er kommet til verden – men det er en helt anden historie. Jeg måtte erkende en af livets hårde realiteter. Jeg var blevet syg. FUCKING SYG!

Hokus pokus, jeg mistede mit fokus?

Normalt bliver jeg yderst sjældent syg. Men når sygdommens soldater angriber mig, føles min krop som Normandiet under 2. verdenskrig (velkommen til DaddyO.dks historieundervisning). Og jeg bliver decideret ynkelig. Et skoleeksempel på ynkelig.

Den langhårede har igennem de 10 år, vi snart har været sammen, altid været en vanvittig kompetent sygeplejer. Når jeg er syg, bliver jeg forkælet i hoved og røv (ikke bogstaveligt). Denne gang var dog anderledes. Meget anderledes. For selvom jeg var døden nær, så var der jo stadig et lille menneske, som krævede det meste af den langhåredes og mit fokus.

Hvorfor pludrer du ikke bare som andre babyer?

Normalt græder og skriger Viggo ikke specielt meget. Jeg vil faktisk vove den påstand og sige, at han er en relativ let baby (7, 9, 13 – bank under bordet og alt det shit). Men skæbnen ville, at Viggo opdagede, at han kunne skrige på nogenlunde samme tidspunkt, som sygdommen lavede en frontal angreb på hans far. Og han skreg desværre ikke bare en enkelt gang.

I stedet for at pludre syntes Viggo pludselig, at det var en del sjovere at skrige så højt han overhovedet kunne. Babylogikken siger vel, at jo højere man kan skrige, jo sjovere er det.

For hvert af hans skrig, hamrede tømrerlærlingene endnu hårde på indersiden af mit kranie. Og jeg havde allermest lyst til at krølle mig sammen under dynen og først stå op, når de forfærdelige tømrerlærlinge var færdige med deres afgangsprojekt.

Ret skal være ret

Nu lyder det måske som om, at der på ingen måde blev taget hensyn til min sygdom. Det gjorde der heller ikke fra juniors side, men det gjorde der bestemt fra den langhåredes side. For hun tog en ekstra stor tørn med Viggo. Hun tog morgentjansen, som normalvis er mit domæne. Og hun tog ham med i svømmehallen for at give mig en smule fred og ro til at tale de forfærdelige tømrelærlinge til fornuft – jeg forsøgte at tale dem til fornuft med vand, piller, vand, piller og lidt flere piller.

Hårdt arbejde

Det jeg vil frem til er, at min hovedpine og ørkentøre-hals gjorde det krystalklart, hvor hårdt arbejde det er at være far. Det er ingen sag, at aflyse en Champions League-aften med gutterne, fordi man skal være sammen med familien. Og det er ingen sag, at blive hjemme fra en bytur, fordi man skal være sammen med familien.

Der hvor det for alvor bliver hårdt, er, når ens overskud ikke er tilstede. Når ens krop mener, at man skal have fuldt fokus på sig selv. For når man er far, er det bare ikke længere en mulighed at have fuldt fokus på sig selv.

Jeg er bestemt lykkelig for at være far til Viggo. Men jeg er godt nok også overdrevet lykkelig for at have den langhårede ved min side. Hun gjorde den lille sygdomsperiode lidt lettere at komme igennem.

Har du også en konkret oplevelse, der tydeliggjorde at det er hårdt arbejde at være far (eller mor)?

Husk, at du kan følge os på Bloglovin, hvor der det næste stykke tid vil komme flere gæsteindlæg.

Jellycat Bamser: Buster > Ole Lukøje
Øjenfarve-test: Har postmanden mon været forbi?

Jonas Svejby

says:

Rigtig fedt indlæg! Det er bare vanvittig hårdt arbejde at være far. Jeg synes, at det hårdeste ved at være far er, at man (næsten) aldrig har et par timer for sig selv. Jeg nød virkelige , at se en en god fodboldkamp helt alene om lørdagen. Den tid er desværre forbi. Heldigvis er Alberte og Lucas det hele værd. Og det er jeg sikker på, at du også synes, at Viggo er det hele værd.

says:

Hej Jonas,

Mange tak for de rosende ord. Jeg synes bestemt, at Viggo er det hele værd 🙂 Men lige så fedt det er at være far, lige så hårdt arbejde er det.

Skriv din kommentar her