En ubeskrivelig stolt far

Blogindlægget handler om den stolthed, jeg føler, når jeg kigger på min familie. I løbet af blogindlægget gik det dog op for mig, at jeg reelt prøvede at beskrive noget ubeskrivelig. Men her er hvad, jeg kom frem til…

Viggo+Jose

Jeg elsker min familie. Og jeg er stolt af min familie. Når jeg kigger på den langhårede og Viggo, så tænker jeg, at jeg har udrettet noget, som jeg med rette kan være stolt af. I min personlige optik har jeg, i tæt samarbejde med den langhårede, udrettet noget ekstraordinært her i livet.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg kunne være så stolt over at have udrettet noget, som i bund og grund er noget af det mest ordinære her i livet. Misforstå mig nu ikke, i min personlige optik er det at blive far ekstraordinært. Det vildeste der nogensinde har overgået mig. Men hvis man kigger helt nøgternt på det, så er det jo meget ordinært. Ellers havde jeg jo nok ikke siddet her i dag.

Menneskeheden har reproduceret sig selv i flere tusinde år. Og derfor kræver det hverken den helt store hjernekapacitet eller det helt store talent at reproducere sig. Det er Kanal 4-programmet De Unge Mødre egentlig et meget godt eksempel på (jeg har kun zappet forbi!). Helt konkret handler det jo bare om, at sende sine stærkeste soldater af sted mod kvindens æg. Og det er fandeme ikke raketvidenskab!

Den definerbare faderlige stolthed

Jeg kan forstå fædre, der eksempelvis er stolte af, at de har videregivet gode værdier som gavmildhed og hjælpsomhed til deres børn. Denne faderlige stolthed er hverken svær at beskrive eller forstå. Disse fædre har simpelthen leveret en god og solid faderlig præstation.

Den udefinerbare faderlige stolthed

Men den stolthed jeg føler, når jeg kigger på min familie, er på en eller anden måde udefinerbar. For jeg kan endnu ikke prale af, at den langhårede og jeg har givet Viggo en fortræffelig opdragelse eller en enestående opvækst. Det er han endnu for lille til.

Viggo er kun fire måneder, og derfor går hans dage nærmest kun ud på at skide, spise, gylpe og sove. Og det er altså svært at gøre denne daglige trummerum ekstraordinær. Men alligevel er jeg pavestolt af min familie.

Et konkret eksempel på den ubeskrivelige stolthed

Nu skal det jo ikke forstås sådan, at jeg konstant svæver på en lyserød sky af stolthed. Men indimellem rammer stoltheden mig hårdere og mere kontant end sidste års skattesmæk.

Viggo faldt for ca. tre uger siden i søvn i mine arme, mens jeg sad i sofaen. Det er ikke hverdagskost. Normalt kræver det meget disciplineret vugning fra enten hans fars eller mors side, før han falder i søvn. Men det er altså ikke grunden til, at jeg blev pavestolt.

Mens Viggo sov tungt og trygt i mine arme, vælger den langhårede at placere sit hoved på mit lår, og efter 10 minutter sover de begge. Tilbage sad jeg lysvågen og stolt og vågede over min familie. Og jeg var ikke bare stolt. Jeg var møghamrende stolt. Jeg var ikke til at skyde igennem.

Hvorfor denne stolthed?

Hvad jeg præcist var så møghamrende stolt over, det ved sgu jeg egentlig ikke. Situationen var jo i grunden ikke ekstraordinær. Men jeg forestiller mig, at det måske er det dyriske gen, vi alle besidder, som fremkaldte denne stolthed – Alpha-hanen der våger over sin familie.

Men det er fandeme svært at forklare denne stolthed til en kammerat, der endnu ikke har reproduceret sig selv. Og før jeg selv blev far, havde jeg da aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg kunne føle en så massiv stolthed over en ganske normal hverdagsting.

Jeg må vel et eller andet sted bare erkende, at jeg simpelthen er et sted i livet, hvor jeg er ubeskrivelig stolt. Og det er altså bare ubeskriveligt.

Husk, at du kan følge DaddyO’s blog på Bloglovin

Wubbanub Sovesut
Er du klar til at blive far?

Skriv din kommentar her