I fædregruppe med Thomas Skov: Vi er stadig på remouladestadiet!

Det er efterår, og solen skinner over Frederiksberg. Vi (Kasper og jeg) står ved Landbohøjskolens Have blandt smukke unge par uden børn, der nyder solen og hinanden. Vi har glemt vores solbriller. Vi har render under øjnene. Men humøret er højt, for vi skal i fædregruppe med Thomas Skov og hans lille chef, Ellen.

Over Instagram har vi et par uger forinden lavet en aftale med Thomas Skov. Vi skal mødes til far-kaffe og en gåtur. Agendaen er ikke planlagt på forhånd, men snakken går lystigt, og vi kommer blandt andet ind på fædregrupper, Ferrarier og far-tips, for ikke at glemme lort og gylp. For de uindviede er en far-kaffe forresten kulsort og stærkere end din far.

Klokken 16.33 spotter vi Thomas og tilhørende barnevogn. Han kommer gående om hjørnet med et stolt udtryk. Ved første øjekast har Thomas også udstyrspakken i orden. Barnevognen har punkterfri dæk, drejehjul og som en fornem detalje har den også læderhåndtag. Derfor bliver vi selvfølgelig nødt til at stille ham det uundgåelige spørgsmål, om man må gå ned på babyudstyr.

“Man må aldrig gå ned på babyudstyr”, siger Thomas med en bestemt mine, før han griner.

Thomas Skov DaddyO

Vi skal egentlig have vores egne sheriffer med – vi skal jo i fædregruppe med Thomas Skov – men de er (selvfølgelig) blevet syge. Begge to. Det er man ofte, når man er vuggestuebarn og nyder at stikke hovedet ned i lokummet. Men nu handler det ikke om os, men om Thomas.

Barselsboblen er brudt

Thomas er vendt tilbage til DR’s bonede gulve efter fem ugers barsel. Barselsboblen er med andre ord brudt, og det er blevet hverdag igen. Men hverdagen er alligevel anderledes end tidligere.

“Nu er der virkelig en grund til at tage hjem efter arbejde. Jeg har jo fået noget, som er fuldstændig unikt og betyder alt”, fortæller Thomas, mens vi nikker.

– Havde du en idé om, hvordan den første tid som far ville være, før du fik Ellen?

”Jeg hørte tit, at far var overflødig i starten, fordi babyer bare vil have bryst. Det er rigtigt, at jeg ikke kan amme Ellen, men jeg synes sgu, at jeg er lige så vigtig på mange måder. Emilie er selvfølgelig helt basal for overlevelsen, men i det daglige er jeg slet ikke så tilsidesat, som jeg troede. Jeg tager min tørn med bleskiftningen.” fortæller Thomas og forsætter:

“Jeg er den praktiske i hjemmet – Emilie lægger strategien, og jeg udfører den.”

Svømmehallens pit-stop

Ellen er to måneder og 10 dage, da vi møder Thomas og hende. Hun er Thomas’ og
Emilies første barn, og derfor er alt fuldstændig nyt. Derfor er vi meget interesseret i, hvad Thomas har lært indtil nu.
”Jeg er glad for, at min datter ikke er en kinesisk vase. Hun går jo ikke bare i stykker. Det er meget rart at opleve. Jeg husker også en forfærdelig nat, hvor Ellen bare skreg og skreg. Der var lidt panik på, men vi fandt ud af det, og vi lærer hele tiden noget. Det handler nok også om, at man skal være rolig. På det punkt er babyer ligesom hunde. De kan mærke frygt. De kan næsten snuse det.” fortæller Thomas med rædsel i øjnene.

– Er der noget, som du har været særligt nervøs for?

”Vi var en tur i svømmehallen i weekenden. Her var det meget vigtigt for mig at få trænet skiftet. Pit-stoppet. Hvordan bader jeg? Hvordan bader hun? Ligesom i Le Mans så er skiftet utroligt vigtigt, og der skal en del logistik til at klare badning. Jeg tog chancen. Ned i klapvognen, ud i badet og så kørte det bare.” fortæller han med tydelig lettet stemme.

Thomas Skovs fædregruppe

Den første omgang af Thomas Skovs fædregruppe er lidt som en første date, men uden nervøsiteten og de seksuelle undertoner. Vi triller rundt i Landbohøjskolens Have, drikker kaffe, hører fuglefløjt og vrisser af folk, der larmer. Det er uden tvivl hyggeligt, men vi er voldsomt interesseret i, hvad man egentlig skal lave i Thomas Skovs fædregruppe, så derfor spørger vi direkte:

“Ja, hvad fanden skal man egentlig lave. Nok noget med at spise spareribs og spille fodbold. Der går bare lidt år, inden de små kan være med… Og så har jeg altid godt ville i BabyBio, men jeg har altid set det lidt som et lukket land for mænd…” siger Thomas, inden han udbryder:

“Vi skulle i hvert fald ikke sidde og tale om sprukne kropsåbninger!”

Efter samtalen kortvarigt faktisk omhandler sprukne kropsåbninger, drejer den sig mere eller mindre naturligt over på lort. Blandt fædre har lort altid været et hot samtalemne – især frygten for det eller mangel på samme. Derfor skal vi selvfølgelig også høre, om Thomas frygter lort.

“Jeg er bange for lort, men det her gule snask som er her nu, det er jeg ikke bange for. Jo, jo, det farver lidt, men der gør gurkemeje også, og det spiser jeg da stadigvæk. I doser. Små doser,” fortæller Thomas, der ligner en, der har lyst til at dele mere information om lort.

Og det har han. Thomas fortæller nemlig med stor entusiasme om en episode, hvor der blev skudt med skarpt fra puslebordet.

“Det gav en stor gul plet på det nye lyse tæppe, som vi netop havde investeret i… Efter et par Google-søgninger fandt jeg dog svaret på, hvordan man får afføring af et lyst tæppe” griner Thomas.

Far-tip: Find svaret her på spørgsmålet her

Mænd er 20 procent mere lækre med et barn

Thomas er et kendt ansigt, og vi kan godt se, at de mennesker, vi møder, kigger en ekstra gang på ham. Du kender ham sikkert fra et hav af programmer på vores licensbetalte kanaler. Han er forresten også ham, der kreerede og fremviste det berømte skilt ’Juhuu Lisa Lents – du gør mig våd’ under en sæson af Vild med Dans.

På vores tur møder vi et par intetanende og kommende fædre. De er ikke mere end 12 år og råber på Thomas. Med et smil på læben råber Thomas tilbage, at de skal nyde at sove længe, mens de kan – et udsagn som vi støtter 100 procent op om.

Efter vi har mødt de unge drenge, spørger vi Thomas, om folk kigger anderledes på ham, når han går tur med Ellen.

”Emilie siger, at mænd bliver 10 procent, måske faktisk 20 procent mere lækre, når de har et barn med sig. Så når folk stirrer på mig, så tænker jeg på mig selv som en DILF”, fortæller Thomas med et smil.

Så der går vi tre DILFs, hvis vi selv skal sige det. Thomas viser os stolt barnevognen og fortæller, at det er OK at gå med barnevognen, men bæreselen har han det stadig svært med.

Læs mere om, og tests af bæreseler her

”Man ser sgu bare lidt kikset ud, men den er jo super praktisk. Det hjælper dog, at jeg ved at jeg er 20 procent mere lækker end normalt. Også når jeg har bæresele på” griner Thomas.

Rørvig Fashion Week #rfw #??

Et billede slået op af Thomas Skov Gaardsvig (@thomasskov) den

– Nu taler vi jo allerede lidt om gear, så hvad er det mest essentielle far-gear? ”Jeg startede med at købe en Ferrari, fordi den passede til autostolen, og det er vel egentlig også den største – nej næststørste – udskrivning jeg har haft”, siger en grinende Thomas, inden han følger op med: ”Nej, den var kun til låns desværre. Men vi bliver i bilverdenen – det er her, hvor jeg har lagt mest research. Vi har udskiftet vores Fiat 500 – som man kan parkere overalt, men umuligt kan have børn i – med en Mercedes GLA, og næste skridt er vel en stationcar, så det er vel det mest essentielle far-gear.”

  Livet som far: I stedet for at åbne motorhjelmen og kigge på motoren, åbner jeg bagagerummet og skifter Ellen i et villakvarter i Jyllinge.   Et billede slået op af Thomas Skov Gaardsvig (@thomasskov) den

– Men hvad var dealen så med den Ferrari?

”Min svigerfar spurgte, om vi ikke ville ankomme med stil til familien i Jylland, og det skulle han ikke sige to gange. Det kostede dog et møde med den der mor-mafia på Instagram – dem der skriver, at man gør det og det forkert. Ellen sad hvis lidt skævt. Jeg tænker nu bare på det som gode råd” fortæller han.

Enten/Eller

Ellen vågner lige efter Thomas har fortalt historien om mor-mafiaen og den lånte Ferrari. Da vi kan se, at stressen begynder at brede sig hos Thomas, holder vi en pause med de lange og dybdeborende spørgsmål, og går over til en hurtig gang enten/eller:

– Gylp eller Lort?
“Klart lort – vi er jo stadig på remouladestadiet og lugten er stadig lidt sur-sød.”

– Nattetjans eller morgentjans?
“Morgentjans. Jeg kunne lovprise Emilie herfra til Ellen skal konfirmeres, da hun har hende om natten.”

– Landskamp eller søvn?
“Jeg er stadig på landskampen, men det kan være, det ændrer sig.”

– Værtshus eller søvn?
“Søvn.”

– Vuggestue eller dagpleje?
“Vuggestue.”

– Du er en af de få mænd, som har været gennem en fødsel (På DR3 med Emil Thorup). Ville du tage tjansen næste gang du og Emilie skal have et barn?

Se højdepunkterne fra deres fødsel her (dr.dk)

“Jeg ville godt kunne acceptere, at der var noget, der voksede i min mave, men under selve fødslen ville jeg give op. Jeg ved godt, at det ikke er en mulighed, men smerterne virker uudholdelig. Jeg så, hvordan Emilie lå og vred sig i 24 timer og tænkte, at jeg aldrig ville overleve det. Det var på en eller anden måde både den værste og bedste dag i mit liv. Emilie lå ellers og skreg, at jeg skulle nyde det, da det var det eneste barn jeg fik. Men i det sekund Ellen var født, var hun klar til at få endnu et barn.”

– Men ville du så amme, hvis du kunne?

“Nej, tanken om, at nogen skulle spise af min krop, er ikke lige sagen. Det lader jeg Emilie om. Altså at amme.”

– Når Ellen bliver 18, er du så svigerfaderen, som byder svigersønnen velkommen med et jagtgevær eller en specialøl?

“Jeg har altid mødt imødekommende svigerforældre i mit liv, og det har sgu været meget rart. Jeg laver også drengeting sammen med min egen svigerfar. Vi har været til Le Mans, og det er sådanne ting, jeg gerne selv vil give videre.”

Thomas skov
Vi er tre mænd, som går tur i en have med én barnevogn – ligner vi en moderne familie?

– Det kan føles lidt klaustrofobisk!

Vi har nu gået rundt med Thomas og Ellen og hyggesludret i en times tid, og derfor synes vi, at det er på tide, at vi berører den lidt mere alvorlige side af livet som far.

– Hvordan er det, at skulle tage ansvar for en anden person?

“I starten kunne jeg godt lige tage mig selv i at tænke: ”Fuck, det her bliver ved. Det bliver ved de næste mange år. Jeg skal jo også fodre hende, når hun er 8 år, og holde hende i hånden, når hun er ked af det de næste mange år. Det kan føles lidt klaustrofobisk, men bare et enkelt smil fra hende så er den følelse glemt og lagt bag mig” fortæller en smilende Thomas.

– Er du så blevet voksen, fordi du er blevet far?

“Hvis man er typen som er på Sunday hver weekend, så er det nok en brat opvågning pludselig at blive far. Jeg har altid været et familiemenneske, så den reelle omvæltning har ikke været så storDet er også fedt, at kvinden er drægtig i 9 måneder, så kan man lige nå at forberede sig.”  

– Er du bange for at lave fejl i rollen som far?

“I forhold til andre fædre nej, men hvis der var andre mødre eller Emilie, så kunne jeg godt tænke ekstra over tingene: Skulle hun have den hue på eller ej? Skal hun ligge sådan der, eller skal jeg tage hende op? Man vil jo gerne gøre det ordenligt og ikke give folk noget at sætte en finger på.” fortæller han.

Gode råd er sindssygt billige i Thomas Skovs Fædregruppe

Thomas har, som tidligere skrevet, været far i to måneder og 10
dage. Han har derfor bygget en solid base af far-knowledge op, og det vil vi selvfølgelig ikke gå uudnyttet hen.

– Har du et råd til de mænd, der overvejer at stifte familie og dermed vende deres liv fuldstændig på hoved?

“Man skal lige sove på det. Som med alle store beslutninger. Måske skal man lige
sove på det i en måned faktisk, det er en pænt stor beslutning. Men så skal man også få det gjort – det skal sgu nok gå det hele.”

– Hvad med et råd til en kommende nybagt far?

“Tæl til 10. Panik har aldrig gjort noget godt, selvom jeg har lidt tendens til det.
Men nogle gange skal man gå i panik, så jeg vil godt lave det om til at tælle til 5 i
stedet,” siger Thomas med et smil på læben, inden han siger:
“Og man må heller ikke Google for meget. Pludselig fejler ens baby alt, og man har
intet af det nødvendige babyudstyr.”
Under den store farvelseance – som egentlig bare var et par maskuline håndtryk –

deler Thomas et sidste råd med os:

“Man må aldrig måle barnevogn med andre!”

Du kan følge med i Thomas’ liv som far på Instagram og tilmelde dig nyhedsbrevet nedenfor, så går du ikke glip af de næste indlæg.

Hvad er din yndlingsstilling?
Gæsteindlæg: Benjamins historie som upcoming far

Skriv din kommentar her