Far-Tip #8 – Brug yogabolden fornuftigt

Her kommer det ottende tip i rækken af værdifulde og erfaringsbaserede tips til dig, der er far. Vores ottende far-tip skal du læse, hvis du er desperat efter den allernyeste viden inden for vugningsmetoder (ja, det er et ord. Eller det er det i hvert fald nu)

IMG_3758

Din lille guldklump spenderede lige omkring ni måneder i maven på den fantastiske kvinde, der i daglig tale bliver kaldt mor. I de ni måneder vi alle har spenderet i vores moders mave, er vi blevet vugget godt og grundigt – især de børn der er født, efter at alle kvinder pludselig skulle gå til Zumba, er vant til at blive vugget – Det er derfor ikke tilfældigt, at de fleste babyer nyder at blive vugget i søvn.

Problem #1

Men der er altså mange forskellige måder at vugge på. I min verden betyder det, at et barn bliver vugget i søvn ikke nødvendigvis, at man vugger barnet fra side til side. Det kan også betyde, at barnet får en trilletur i barnevognen, at barnet bliver båret, mens man går en tur, eller noget tredje (ja, jeg løb tør for eksempler).

Fælles for mange at vuggemetoderne er, at man skal ud af sit eget hjem. Og hvis man ikke skal ud af sit eget hjem, så skal man højst sandsynligt slæbe rundt på sit barn, hvilket smadrer ens ryg så meget, at man til sidst ligner Quasimodo.

Problem #2

Alle mænd drømmer fra tid til anden om at få en lækker veltrænet krop (ja, det har du også drømt om!). Og hvis man vil have en lækkert veltrænet krop, skal ens mave allerhelst ligne et vaskebræt og ikke en øltønde. I et drømmende øjeblik har du måske investeret i en yogabold, så du kunne træne din mave foran flimmerkassen – ja, det lyder umiddelbart som en skide god idé, men…

Efter en uge med mavebøjninger på yogabolden, fandt du ud af, at det egentlig er røvhamrende kedeligt at lave mavebøjninger, og siden da har yogabolden samlet støv i et hjørne af stuen.

Løsningen 

Vi står nu med to problemstillinger. Lillepigen eller lillemanden skal partout vugges i søvn, og det betyder, at du enten skal ud af privaten eller slæbe rundt på ham eller hende, indtil du får diskusprolapsligende tilstande i ryggen. Derudover har du en forfærdelig grim bold i din stue, der udelukkende fungerer som støvsamler.

Løsningen er, at du kombinerer dine to problemer. Minus gange minus giver jo plus. Det ved vi alle, og jeg er endda sproglig student!

Når lillepigen eller lillemanden skal vugges i søvn, finder du simpelthen den støvede yogabold frem, tager dit yngel på armen og placerer så dit korpus på yogabolden – du kan med fordel starte med at tørre den af for støv, men det er ikke et krav! Derefter begynder du lige så stille at “hoppe” op og ned.

Og så lader du ellers magien gøre sit værk. Hurtigt bliver din kære babys øjenlåg tungere og tungere og til sidst snorkbobles der. Og hermed har Far-Tip #8 lige løst hele to af dit livs store problemer. Din baby sover, uden at du skal udenfor eller slæbe rundt på ham eller hende, og yogabolden var alligevel ikke et fejlkøb. Selv tak!

Husk, at du kan følge DaddyO’s blog på Bloglovin – så misser du aldrig et blogindlæg!

Mit superheltenavn er: The BLEminator
Aben Preben er Viggos nye bedste ven

Skriv din kommentar her