Gæsteindlæg: Vi blev gravide, men kun én mistede

Kaspers historie er et gæsteindlæg, hvor der som altid er fokus på “far”. Læs hvordan det er at være to om at blive gravide, men kun én mister barnet, når det går galt.

VI ER GRAVIDE!

Vores graviditet var planlagt, og mine små krigere var sendt afsted med en præcision, så selv Olsen Banden ville være misundelige. Men det gik først rigtig op for mig, hvor meget jeg glædede mig til at blive far, den dag vi mistede vores ufødte barn.

Min kæreste var 11 uger henne i forløbet, og der var kun en uge til, at vi ville fortælle den glædelige nyhed til familie og venner. Den gode nyhed blev dog erstattet af en sørgelig nyhed. Min kæreste havde en spontan abort.

Mareridtsdagen

Mareridtet startede en tirsdag morgen. Min kæreste vågnede med hovedpine, og hun meldte sig derfor syg fra arbejde. Jeg tænkte ikke over, at hovedpinen kunne have noget at gøre med graviditeten, så jeg tog på arbejde.

Jeg havde fri klokken 14.00, og jeg havde netop sat mig på cyklen, da hun ringede. Jeg tænkte med samme, at der var et eller andet galt. Og ganske rigtig, min kæreste fortalte mig, at hun havde blødt meget i løbet af formiddagen, og hun havde derfor fået en tid hos lægen. Jeg bragede afsted på jerngeden mod midtbyen for at møde hende.

Jeg sad på sidelinjen og gloede. 

Ventetiden ved lægen føltes som en evighed. Endelig blev det vores tur. Lægen mærkede ikke engang på min kæreste, men stillede en hulens masse spørgsmål. Jeg sad på sidelinjen og gloede. Jeg kunne intet gøre. Jeg var magtesløs. Det var ikke min krop, der skete noget med, og jeg havde svært ved at forestille mig, hvad der foregik derinde. Jeg fortalte selvfølgelig min kæreste, at det hele nok skulle gå, men jeg følte slet ikke, at det var tilstrækkeligt.

Lægen henviste til en skanning samme aften klokken 19.00 på Hvidovre Hospital. Vi ankom på hospitalet lidt før klokken 19.00. Få minutter før os havde hospitalet modtaget en akutpatient, og derfor sad vi i det kedelige og kolde venteværelse i over fire timer. Det var det rene helvede. Min kæreste var utrolig ked af det, så jeg følte, at jeg måtte virke stærk.

Scanningen afslørede det, vi frygtede allermest. Der var ikke længere noget barn. Min kæreste brød fuldstændig sammen. Jeg trøstede og støttede hende. 

Mit sammenbrud

Jeg er den type person, der ikke har følelserne uden på tøjet (hvilket er grunden til, at jeg aldrig ville kunne optræde på Brasiliens fodboldlandshold). Jeg er en mand, der følelsesmæssigt altid optræder som en sten. Jeg græder ikke til begravelser. Heller ikke hvis det er tætte familiemedlemmer eller nære venner, der begraves. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg ikke er ked af det. Jeg viser det bare ikke via tårer. Jeg kanaliserer det ud på andre måder.

Første og eneste gang jeg brød sammen under det forfærdelige forløb, var dagen efter mareridtsdagen, hvor den spontane kirurgiske abort skulle udføres. Jeg brød sammen, da jeg fortalte min mor, hvad der var sket. Jeg kunne simpelthen ikke holde det inde mere. Det var det eneste øjeblik, hvor jeg fremstod svag.

Det var vanvittigt hårdt at fortælle det til familie og venner. Langt hårdere end jeg i første omgang havde regnet med.

Kvinden får rampelyset

Selvom det var overraskende, hvor hårdt den spontane abort påvirkede mig, så var der et andet aspekt af den spontane abort, der overraskede mig endnu mere. Det kom nemlig fuldstændig bag mig, og det slog mig nærmest omkuld, at fokus udelukkende(!) var på min kæreste.

Sad Man

På hospitalet var der selvfølgelig fuld fokus på min kæreste. Det var naturligvis også helt på sin plads, da det jo handlede om hendes krop. Men da vi kom hjem, og hverdagen begyndte igen, var det også alene hende, som der blev udvist omsorg og bekymring for.

Da vi fortalte historien til vores familier og vores venner, så var det hende, der modtog de kærlige og bekymrende knus. Og det var hende, der fik at vide, at det hele nok skulle gå. Jeg gik i glemsel og var nærmest usynlig. Jeg må indrømme, at der var tider, hvor jeg følte, at det ikke var os, der havde været gravide og ventede et barn, men kun hende.

Jeg må indrømme, at der var tider, hvor jeg følte, at det ikke var, os der havde været gravide og ventede et barn, men kun hende.

I vores moderne samfund er ligestilling et populært udtryk. Og der er ingen tvivl om, at ligestillingen fungerer i mange sammenhænge. I vores situation var ligestillingen dog lige så svær at finde frem til som en pige fra Amager uden en tatovering på lænden.

Et almindelig fænomen

Til trods for at vi begge var helt nede i den følelsesmæssige kulkælder, så havde vi alligevel overskud til at støtte hinanden. Min kæreste forstod heldigvis, at jeg også havde brug for støtte, selvom den spontane abort ikke fysisk havde påvirket mig.

Gennem samtaler med andre par fandt vi ud af, at spontan abort er et ret almindeligt fænomen. Faktisk bliver hver fjerde graviditet ikke til noget.

Faktisk bliver hver fjerde graviditet ikke til noget.

Den information gav mig en smule ro indvendigt. Det var rart at vide, at mange andre har været igennem samme forfærdelig rutsjebanetur, da det fortæller én, at der er lys for enden af tunnelen – en spontan abort er altså ikke ensbetydende med, at fremtidige graviditeter også bliver komplicerede.

Den manglende støttende skulder

Trods de lysende fremtidsudsigter, må jeg indrømme, at jeg stadig godt kunne have brugt et klap på skulderen, og et ”det hele nok skulle gå, gamle dreng”. Men det fik jeg aldrig.

Jeg er klar over, at vi mænd skal være stærke, men somme tider har vi allermest brug for en skulder at græde ud ved, præcis som min kæreste havde det. Det havde sikkert hjulpet mig hurtigere videre, hvis bare min familie og mine venner havde spurgt ind til, hvordan jeg havde det. Men det gjorde de bare ikke.

Vi var to om at blive gravide, og vi var også to om at miste!

/Kasper

Du kan følge DaddyO.dk på mange måder – læs mere her!

Sådan får du DaddyO.dk som app
Top 3: De bedste værste ting ved at være far

says:

Kender godt det der med ikke at græde, men når mor spørger hvordan det går, så knækker filmen sgu for mig. Vores dejlige dreng havde på et tidspunkt været syg et stykke tid (han bliver åbenbart altid syg ind over en weekend = Ingen søvn) Han udviklede så falsk strubehoste. Vi tænkte at det nok gik væk af sig selv, som jeg havde læst på nettet. Dette var en søndag. Han kunne næsten ikke trække vejret, og jeg syntes det blev værre og værre. Vi sad så om aftenen og så 1864, og drengen kunne selvfølgelig ikke sove, da han ikke kunne få vejret. Jeg var sgu begyndt at blive lidt bekymret. Vi ringede til vagtlægen, og spurgte hvordan og hvorledes, og de sagde at vi bare skulle give han panodil, som de sjovt nok altid siger uanset hvad der er galt. Vi ringede så igen lidt senere, og krævede at se en læge, hvorefter vi kørte til vordingborg hos vagtlægen.

Ind kommer vi. Vi er der til tiden. Lægen er forsinket. Jeg går rundt med drengen på armen ude på gangen for at berolige ham, for hvis han begyndte at græde, ville hans vejrtrækning blive endnu værre. Vi venter og venter, og endelig bliver det vores tur. Der sidder en læge, som er under uddannelse. Hun sidder bare og kigger på ham, kigger i en bog, kigger på ham. ” Har i haft ham ude i den friske luft?” Ja hva helvede tror du? Tænker jeg. Der går et stykke tid, og hun lytter på ham, jeg bliver mere og mere irriteret/panisk. Jeg siger: Enten ringer du efter en ambulance, eller også gør jeg! Hun ringer så til næstved børneafdeling og siger vi kommer derop. Vi kører så til næstved. Da vi kommer ind, kommer de sødeste sygeplejersker og måler ilt% osv. Normalt kan falsk strubehoste ordnes med 3-4 indhaleringer med adrenalin. Min knægt får 14 indhaleringer over 2 døgn. Alt dette havde påvirket mig mere end jeg regnede med. At se sin lille uskyldige dreng have det af helvedes til. Et par dage efter passer min mor ham, og jeg kommer hjem fra arbejde og hun spørger så: Hvordan har du det?! Jeg mener sgu det er vigtigt at græde hvis man er ked af det. Undskyld for et røv langt indlæg. En anden dag skriver jeg hvordan fødselen med akut kejsersnit gik.

MHS

says:

Jeg har oplevet det samme, og så alligevel ikke.

Min kone og jeg havde en søn på knap 1½ år, og var blevet gravide igen. Det havde hele tiden været planen at barnet ikke skulle være alenebarn, men timingen var lidt dårlig. Hun skal aflevere bachelor til juni; termin en gang i maj. Vi jokede med at det var typisk os; det havde kun taget 1½ måned at blive gravid første gang selvom hun havde været på p-piller siden hun var 17. Lægen var også overrasket; ‘Det plejer da at tage en halvt år!’

Vi havde været til lægen, bestilt tid til nakkefoldsscanning, har ikke fortalt familie fordi de var på sommerferie og alle skulle have det at vide samme dag — og pludselig var der kun en uge til at vi kunne have et billede med. Alt var som det skulle være. Min kone havde endda mindre kvalme den her gang end sidste gang. Bonus!

Lørdag og søndag havde fruen så klaget over ondt i maven. Vi passede nevø og niece, så det kunne bare være lidt stress. Søndag eftermiddag kommer der så lidt blod. Vi ringer til vagtlægen. ‘Der er ikke nogen klumper i? Så er jeg ikke nervøs. Der er nok bare en hindeløsning, helt ufarligt. Nævn det for jordemoderen på tirsdag til jeres nakkefoldscanning.’ Der kommer mere blod, det gør mere ondt.

Jeg ringer efter en veninde da klumperne kommer. Veninden har været igennem fosterdød for to år siden, med et dødt barn ved nakkefoldscanning og efterfølgende udskrabning. Hun støtter min kone mens jeg ringer til vagtlægen. ‘I kommer bare ind, så kigger vi på det.’ Jeg pakker lidt ting sammen, finder tøj til fruen, aftaler med veninden at hun bliver hjemme ved os til hvis vores søn vågner. (Alt talte for at han ville sove igennem; det har han gjort, på eget værelse, siden han var 5 måneder). Vi kører ind til skadestue/vagtlæge.

‘Smerte fra 1 til 10: 10. Og det bløder. Du ser heller ikke for godt ud. Ringer til gynækologen. “Nej, hun har det for dårligt til at jeg kan sende hende hjem. Det må du gøre.”‘ Skrives ind på skadestuen. En strigle i triagen (‘Smerte fra 1 til 10: 10. Arh, skal vi ikke sige 9?’ Bitch), heldigvis den eneste strigle vi møder. Sidder og venter i skadestuen på at gynækologen kommer. Sidder, føles det som, alt for længe. Min kone har virkelig ondt; hun sagde ja tak til en kørestol efter vi havde været inde ved vagtlægen. Ingen sygeplejerske kommer over.

Endelig kommer gynækologen. Hun snupper en sygeplejerske, ind på en stue. Jeg får lagt vores ting i en karm. Min kone gelejdes over til et leje, jeg placerer mig i hovedenden. Sygeplejerske og gynækolog får benklæder og trusser af min kone. ‘Der er godt nok meget blod. Jeg vil gerne have at du lægger en venflon nu.’ Lidt for meget stress, måske endda panik, i stemmen. Metallisk smag i munden, det svimler lidt. Puha, slap af, nu får vi hjælp. Der er godt nok meget blod i hendes bukser. Gynækologen går i gang med at scanne.

Tænker at sige ‘Nå, jeg er en af de der mænd, som åbenbart har brug for at sidde ned.’ Får sagt noget i stil med ‘Puh, de åbenbart ned mænd som’, afbryder mig selv, starter forfra; ‘Sidde ned.’ Er åbenbart så dårlig at jeg ikke kan få ord til at give mening. Får dårlig samvittighed over at tage opmærksomhed fra min kone. Sygeplejersken følger mig over til en stol, kommer med æblejuice. Masser af tynd spyt i munden, metallisk smag, voldsom kvalme, går ud på toilettet. Ser mig selv i spejlet; er ligbleg, hærget. Normalt påvirker blod osv. mig ikke, klarede fødslen uden problemer. Lægger mig på gulvet. Rummet begynder at stå stille; spyttet trækker lidt væk. I det mindste skal jeg da ikke kaste op længere. Hører noget med at barnet er dødt i 9. uge; gravid i 13. Akut udskrabning aftales og planlægges.

Fruen kommer ud for at få vasket sig lidt, sygehustrusser på. Jeg undskylder for at jeg nu ligger på gulvet i stedet for at støtte hende. Hun forstår.

Ude i sengen igen får hun et morfinlignende præparat for at tage smerterne. Har begge accepteret hvad der sker. Jeg har stadig dårlig samvittighed. ‘Det skal du ikke have skat, jeg tror også jeg havde fået det dårligt.’ (Senere har vi fundet ud af at det var det, at jeg ikke længere var ansvarlig for noget som overvældede mig. Det er en almindelig reaktion ifølge en bekendt som er akutlæge, at man ikke kan bearbejde hvad der foregår så længe man koordinerer. Når andre så tager over kommer alle realisationerne så.) Vi bliver flyttet over til gynækologisk afdeling. ‘Har du fået noget at spise de sidste ti timer? Nej. Godt, så kan vi gå i gang med det samme.’ Da fruen skal gøres klar på stuen til operationen ser vi at hun har blødt endnu mere. Nævner for sygeplejersken at der nok skal skiftes sengetøj. Ser en lille hvid bønne, 2-3 cm lang, midt i alt det røde, siger ikke hvad jeg ser. Var det barnet? Sygeplejersken er hurtig til at få hevet sengetøjet væk, jeg holder min kone ind til mig så hun ikke ser det. Hun er psykisk påvirket nok som det er.

Hun bliver trillet afsted mod operationsstuen, jeg går med. Hun forberedes til fuld narkose, jeg bliver sendt op på stuen igen. Sidder og stirrer ud i stuen indtil en sygeplejerske kommer. ‘Så er hun færdig.’ Går ned og prøver at høre hvad de gjorde. ‘Desværre, jeg er ikke læge så det må jeg ikke fortælle.’ Over på opvågning.

Alt i alt var det en forfærdelig omgang, men vi har trods alt vores søn som bevis på at vi godt kan få børn. Alle, undtagen striglen, var ekstremt professionelle; vi skylder vagtlægen en tak for at han kæmpede på vores side da gynækologen mest havde lyst til at sende os hjem. Hun ombestemte sig da hun så hvor meget blod der var i bukserne; indtil da virkede hun en anelse “hrmpf, unge mennesker er for pylrede.”

I den sidste uges tid har min kone haft kvalme, endnu stærkere end da hun ventede vores søn; prøven var også meget mere positiv end i sommers.

Julie

says:

Det er forfærdeligt når sådan noget sker.. Men det at du skal virke stærk fordi du er mand og virker svag når du græder er noget pjat.. Mænd har ligeså mange følelser som kvinder og det er da netop et tegn på styrke at turde vise dem! Da vi mistede vores første (også i 11. Uge) var det nærmest ikke til at få en følelse ud af min mand, og det gjorde mig så ked af det fordi jeg følte jeg var den eneste der mistede.. Dengang sagde folk også til mig:”det var jo ikke et barn endnu” og “det skal du ikke være ked af” og andre irriterende ting som “så var det bare ikke dét barn der var jeres barn”

Jeanne

says:

Tror desværre dette sker, når man selv giver udtryk for at det er svagt at græde. Så forventer folk jo ikke at man har behov for en skulder at græde ved.

Mænd græder også!

Nåh det nu er sagt, så det derfor jeg synes det er noget fis at vente med at sige man er gravid til efter nf. Man har netop behov for støtten hvis det ikke går som forventet.

Mere ærlighed tak!

Søren T.

says:

….en gang imellem ville det være rart, at være andet end en stuebirk, når vi bevæger os i ‘baby-universet’!

Søren T.

says:

Spot on – sådan er ’tilstandene’ oftest, når vi snakker graviditet. Selvfølgelig er det kvinden, der er gravid og hendes krop der gennemgår en vild forandring – MEN, manden er sgu også en del af både at skabe og miste.

Sandy

says:

Med sådan en fortælling er det vidst meget godt at i også har kvinder som læser med. Jeg lærte ihvertfald noget her, og giver manden et klap på skulderen. Kram her fra.

Skriv din kommentar her

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.