Gæsteindlæg: Er jeg med i Rent Fup?

Kan I huske Morten, der skrev et meget rørende gæsteindlæg om sin datters fødsel via kejsersnit? Han har været så venlig at sætte ord på den fødselsforberedelse, han var igennem. Og nej, han var ikke med i Rent Fup…desværre

”Så er det i eftermiddag”, siger min kæreste med et glimt i øjet en tirsdag morgen under en ellers hyggelig morgenmad. Jeg er udmærket klar over, hvad hun taler om, men jeg havde lykkeligt glemt det eller måske bevidst fortrængt det – det må stå hen i det uvisse.

Det er i hvert fald et faktum, at vi skal til vores første af fire fødselsforberedelser og det er i dén grad med blandede følelser. På den ene side er det vores første barn, så vi er total grønne i faget som forældre og ville dermed have godt af nogle tips og tricks omkring arvingen; det bliver vi ved med at sige til hinanden, så vi reelt kan begynde at tro på det.

På den anden side har vi dog også nogle forventninger – eller måske rettere sagt fordomme – omkring hvad sådanne tre timer en tirsdag eftermiddag og aften kan indeholde af guldkorn eller mangel på samme.

Vi bilder os ind, at vi er modtagelige overfor gode ideer, og vi har begge lært, at man bliver nødt til at stole på autoriteterne, for de har en vis erfaring at trække på. Vi stiller hinanden dumme spørgsmål som: ”Men er det ikke os, der kender vores barn bedst?” eller ”Hvad nu hvis det IKKE virker at synge en godnatsang og vugge hende, når hun ikke kan sove?” Nej, nu må vi lægge de fjollede tanker væk og stole på, at vi kan lære noget og blive beriget om forældre- og partnerskab; sådan siger vi til hinanden, ellers kommer vi simpelthen ikke afsted – så vinder sofaen og dovenskaben. Vi har i en lang periode haft en ironisk og humoristisk distance til hele scenariet, og vi har hylet af grin ved tanken om, hvad vi går i møde.

Vi forestiller os, at vi sidder i en rundkreds med prustende, hysteriske mødre, som er ved at lære at trække vejret ordentligt, mens alle de følsomme, forstående og kærlige mænd holder om deres kærester, henter vand og spørger, om de skal hente en pude mere, som de selvfølgelig har medbragt i deres total overpakkede HAY-baby-taske,  som allerede er pakket og klar, hvis den prustende mod forventning skulle finde på at spytte vidunderet ud fire måneder før tid. Alle vel vidende, at det er så langt fra virkeligheden, som det overhovedet kan være, når fødslen har været igang i tyve timer, og alle parter er ved at gå op i limningen af træthed.

Vores fordomme fortæller os også, at en middelaldrende jordemoder står for denne fantastiske begivenhed. En midaldrende jordemoder som selv har fem børn, taget imod hundredvis af børn og er så pædagogisk i sin tilgang, at selv Arne Nougatgren (læs. ham der hippiepædagogen fra Terkel i knibe) ville brække sig af omsorg og rummelighed.

En anden virkelig

Vi har begge fri klokken 16.00 og skal være til fødselsforberedelsen klokken 16.30, så det hele bliver relativt stresset og aftensmaden består af et par medbragte, kedelige sandwiches og ikke et par hjemmelavede, græske frikadeller, ”fordi jeg alligevel bare gik rundt derhjemme og lavede ingenting”, som én af de oversmilende og alt for overkudsagtige, spisende-for-to-kvinder siger, da vi møder op.

Vi føler os allerede malplaceret, men vi har lovet at lege med, og vi hilser selvfølgelig pænt på alle og ser til vores rædsel, at de eneste ledige pladser er oppe foran tæt på skærmen. Dem tager vi naturligvis og ser rundt i lokalet på alle de andre par, som enten sidder og kysser, holder i hånd eller nusser hinanden upassende meget. Hvem er det, de prøver at narre? Sådan tænker jeg. Jeg er ovenud lykkelig for at skulle være far, men det er som om, at dette forum kræver, at man synligt giver udtryk for sin lykke over for de andre par og kraftigt signalerer, at alt bare er fryd og idyl. Er det virkelig sådan i nogle forhold?

Jordemoderen træder ind i rummet, og til min store overraskelse er hun meget yngre, end jeg havde forestillet mig.

Fint, så er den første fordom forstummet i min indre monolog, og vi kan dermed tage fat på det spændende program…

 

Men inden da, ”så bliver vi nødt til at lege en lille ryste-sammen-leg”, som hun kækt siger det. Vi skal placere os i den rækkefølge, som vores små poder har tænkt sig at dukke op i – så vi starter båndet på fabrikken, liner op på en række og husker at grine og nikke overbærende, når vi placerer os forkert. Første leg overstået. Let og smertefrit, hvis man overhovedet må bruge sådan et udtryk i denne forsamling.

Herefter fortæller jordemoderen lidt om sig selv. Hun er ligesom jeg selv i slutningen af 20’erne, så jeg forestiller mig, at vi dermed kan være på bølgelængde og bedre forstå hinanden. Det viser sig imidlertid, at hun ikke har nogen børn. Hvilket er en sur og våd karklud lige i hovedet.

Vil det sige, at du skal fortælle mig, hvordan det er at vågne femten gange hver nat fjorten dage i træk med dundrende hovedpine og stadig bevare den konstruktive og udviklende dialog som forældre? Åbenbart. Det svarer jo til, at min lokale cykelforhandler pludselig forsøger at sælge mig en bil. Bevares, det er da et transportmiddel, men de må alligevel siges at være lidt forskellige i både udseende og funktionalitet.

På samme måde kan et menneske, som ikke selv har børn, så fortælle om, hvordan det er at være nybagt forælder. Så kan hun bare fortælle mig, hvilke bøger hun har læst, så bladrer jeg også dem igennem. Imens jeg gennemgår alle sådanne smålige, halvsure tanker i mit hoved, spørger hun ligeså fint, om nogen har overvejet hjemmefødsel. Alle ryster på hovedet, og det kommer tydeligvis bag på hende, for nu havde hun jo planlagt at fortælle lidt om det. Jeg sidder som nævnt tæt på hende, så jeg kan se og fornemme, at nervøsiteten finder fodfæste. Stakkels kvinde. “Og dig, din store idiot – giv hende dog en chance.” Sådan siger jeg til mig selv. Hun er tilsyneladende en kvinde, som er glad for at holde sig til planen, så hun gennemgår lige hjemmefødsel for en sikkerheds skyld, hvis nogen skulle ombestemme sig.

Lego

Øvelse nummer 2 – alle får udleveret LEGO

Vi får ikke så meget at vide, udover at vi skal samle en figur, og at vi alle har fået ens LEGO-klodser. I et øjeblik må jeg lige se på mig selv i helikopterperspektiv. Her sidder jeg med en flok voksne mennesker en tirsdag aften i et røvsygt lokale på 4. sal på Vesterbro og samler LEGO – hvad fanden skulle jeg ellers bruge min tid på?

Men det er ikke det værste. Det værste er den måde, opgaven bliver taget imod på. Folk er topseriøse og flår indpakningen op, som om de var fire år og til juleaften. Jeg har adskillige dumme kommentarer på læberne, men jeg tør simpelthen ikke fyre dem af. For hvem har lyst til at være ham faderen, som ikke tager fødselsforberedelsen seriøst!?

Min kæreste og jeg ved, at vi ikke skal værdige hinanden et blik, for så knækker vi sammen af grin. Tårerne triller nærmest ned af kinderne på os, men vi får samlet os og ikke mindst den lille LEGO-figur.

Undervejs leder mine tanker hen på Rent Fup; et gammelt tv-program med Preben Christensen som vært, hvor folk blev sat i absurde situationer, og så er det hele heldigvis bare skjult kamera.

 

Preben er ikke tilstede

Da vi er færdige med at samle LEGO-figurerne bliver vi alle sammen rost, og alle par smiler let til hinanden. Nu glæder jeg mig umådeligt meget til at høre meningen med galskaben, og jordemoderen løfter også sløret og siger: ”Denne figur symboliserer, at vi alle sammen gør tingene forskelligt, og det er helt okay. Det skal vi acceptere.”

Min indre latter fryser til is…

og jeg kan mærke en boblende vrede tage overGudfader bevares! Var det derfor, at vi skulle samle LEGO-rapænder? Så du kunne fylde os med disse vise ord. Jeg kan næsten ikke tro mine egne ører. Hvorfor er der ikke nogen, der rejser sig og går? På den anden side bliver jeg også selv siddende, men føj for den lede, hvor er det spild af liv at sidde her. Jeg minder mig selv om, at min kæreste og jeg har lovet hinanden at give det et forsøg, så vi bliver naturligvis pænt siddende. Jeg modtager dog lige et klem i min hånd som tegn på, at hun også er ved at blive kvalt i ligegyldigt tidsfordriv.

Øvelse nummer tre

Næste sjove øvelse består i at kommunikere på en konstruktiv måde, så man kan give plads, lytte og reflektere over, hvad ens bedre halvdel siger. Skidegodt! Det har alle dage givet mening at være aktivt lyttende og give den anden taletid uden at afbryde, selvom man er uenig. Det kommer ikke som en overraskelse. Næ, det er måden, øvelsen skal foregå på, som overrasker mig.

Vi skal bruge én af vores LEGO-ænder til at sende frem og tilbage til hinanden. Når man har LEGO-anden må man tale ellers ikke. Inden øvelsen starter vil jordemoderen dog lige pointere, at man altså ikke behøver at udføre øvelsen, for det kan godt virke lidt grænseoverskridende i sådan et forum.

Min kæreste og jeg vender os mod hinanden, og jeg kan tydeligt aflæse hendes ansigtsudtryk. Med et smil giver jeg hende langsomt anden, og der bliver det for meget for hende. Hun flækker simpelthen af grin og må virkelig forsøge at beherske sig, fordi parret ved siden af os åbenlyst profiterer af denne øvelse. Men som alle andre grineflip bliver det bare sjovere, når man ikke MÅ grine, så hun må forlade lokalet, mens jeg sidder tilbage med flere halvforargede par.

Hun kommer tilbage lidt efter, og heldigvis er vi ved at være igennem aftenens program. Puha, sikke en omgang fødselsforberedelse. Hvis vi kan klare det, så kan vi også klare at blive forældre, det bliver vi hurtigt enige om, da vi sætter os i bilen og vender snuden hjemad.

Er det os, som tager for let på at blive forældre, eller har vi bare en naturlig, sund tilgang til det? Måske skal konklusionen bare være – i jordemoderens ånd – at vi alle er forskellige, og at det er helt okay.

VIDEO: Børn der spiser citron for første gang!
Kender du det...?

Trine Sandorff Nordentoft

says:

Hold nu fest for en omgang 😀
Jeg var helt sikkert gået.
Da jeg fik første barn i 2010 var der 3 x 1 times fødselsforberedelse ude i et af rigets auditorier. Gennemgang af amning, sex efter fødsel, smertelindring, kejsersnit og hvordan en fødsel eventuelt kan forløbe. Alt sammen relativt brugbart, lidt kedeligt men ganske overskueligt.
Andet barn har jeg født på Bornholm og takkede pænt nej til gruppe fødselsforberedelser.
Kan godt forstå din kæreste var ved at brække sig af grin.

Anonym

says:

haha, det lyder godtnok jammerligt! Især med alle de der følsomme par. Jeg var til fødselsforberedelse i Hamborg, hvor jeg boede, da jeg skulle føde, og var meget overrasket over, at jeg var den eneste, der ikke havde tænkt på at overtale min kæreste til at tage med. Men det ville nok også være blevet for meget om ham, da vores radikale øko-jordmoder fortalte, at hvis man gerne vil bevare kontakten til barnet længere, kan man lade være med at klippe navlestrengen over men vente, til den falder af af sig selv – og så bære rundt på moderkagen i en pose med salt og æteriske dråber indtil det sker. Det var der nu ikke nogen af deltagerne, der havde mod på, men det havde hun skam selv gjort med et af sine børn! (Men ellers lærte vi faktisk mange ret nyttige ting og vi skulle ikke lege med lego.)

says:

Wow,hvor snyd at I måtte bygge med LEGO 😉 Her i Aarhus måtte vi nøjes med et dårligt layoutet powerpointshow i et alt for lille og bagende hedt lokale med en jordemoder der konstant understregede, at alt informationen også kunne findes på deres hjemmeside – jamen hvad laver vi så her?

Farmor Lis

says:

Du Godeste! Sådan foregik det heldigvis ikke tilbage i 1970, hvor kurset i fødselsforberedelse var en helt ny ting, og jeg var elev.
Min svigerdatter og søn var til fødselsforberedelse for første gang i går. Tror lige, jeg vil ringe til dem. 😀 Håber virkelig deres oplevelse har været bedre end jeres!

Skriv din kommentar her