Gæsteindlæg: Mortens historie – en voldsom start

Mortens datter bliver født ved kejsersnitog alt er skønt og lyserødt, indtil børnelægen kommer på rutinebesøg. Læs hvordan det hele tager en uventet drejning! Det er et langt indlæg, men vi lover dig, at det er det hele værd; mindst én fra DaddyO-redaktionen måtte fælde et par tårer undervejs!

Begyndelsen
Vores skæbnesvangre oplevelse tager sin begyndelse den 8. maj 2014 kl. 9.00. Min kæreste og jeg er på vej mod Hvidovre Hospital for at få foretaget et planlagt kejsersnit, fordi vores vidunder ikke har vendt sig korrekt.

Der florerer mange jokes blandt familie og venner om, at hun vist allerede er en stædig lille én, og vi føler os indimellem også selv nødsaget til at lave sjov med det hele for at skubbe alvoren lidt væk. For selvom fornuften fortæller os, at vi står foran et møde med kompetente og topprofessionelle mennesker, så sidder nervøsiteten plantet i både den kommende mor og far. Det er der ingen tvivl om, og vi bliver nødt til konstant at sige det højt til hinanden. Også selvom vi egentlig mest har lyst til at tale om alle glæderne ved at skulle være forældre.

Jeg prøver at signalere overblik og ro overfor min kæreste, selvom jeg i virkeligheden har alle mulige forskellige følelser

Fra kærester til familie
Vi skal gå fra ‘bare’ at være kærester til pludselig at kunne kalde os en familie. For mit eget vedkommende fremkalder tanken om min nye titel som far naturligvis en masse forskellige følelser og tanker. Stolthed, ærefrygt, forventningsglæde fylder maven, men jeg prøver at signalere overblik og ro overfor min kæreste, selvom jeg i virkeligheden har alle mulige forskellige følelser.

Kejsersnittet skal finde sted klokken 11.00, men på grund af forsinkelser beder personalet os om, at vi henvender os ved fødselsgangens skranke ved 14.00-tiden. Ved skranken hører jeg mig selv sige: “Goddag, vi vil gerne ha’ et barn.” Jeg må atter passe lidt på mig selv ved at lave fis med hele scenariet, men virkeligheden fortæller os, at det hele nu er rykket rigtig tæt på. Både lægerne og ikke mindst alvoren.

Forberedelsen på operationsbordet foregår super professionelt, og vi føler hele tiden, at vi er i total trygge hænder. Jeg anstrenger mig for at være den bedst mulige, beroligende partner, og jeg roser og anerkender min kæreste for hendes mod og overskud. Seriøsiteten har vundet indpas. Alt fra fødselsforberedelsen er forsvundet, instinkterne har for længst fået overtaget og tosomheden, som om lidt forvandles til en treenighed, har aldrig været mere intens. 

På et splitsekund fyldes jeg af en ubeskrivelig kærlighed, som jeg aldrig før har følt, men samtidig føler jeg mig også mere skrøbelig, end jeg nogensinde har oplevet.

Klokken 14.44 bliver jeg far
Kejsersnittet forløber planmæssigt; vores smukke datter ser dagens lys for første gang klokken 14.44. Tårerne triller på os alle tre. Den førnævnte treenighed er allerede en realitet.

Moder- og faderinstinktet er trådt i kraft, for vi forsøger fra første færd at trøste hende og gøre op med hendes skrigen og hulken. På et splitsekund fyldes jeg af en ubeskrivelig kærlighed, som jeg aldrig før har følt, men samtidig føler jeg mig også mere skrøbelig, end jeg nogensinde har oplevet.

Denne dobbelthed sidder dybt i mig, da vi lykkelige og overvældede triller ud af operationsstuen og overmod opvågningen. Hele vejen derhen kan jeg ikke få blikket væk fra mine to smukke piger, og jeg siger til min kæreste, at vi nu kan kalde os mor og far. En information, som hun formentlig er bevidst om, i og med at hun lige er blevet bedøvet, skåret i og nu ligger med vores datter på brystet. Men hvad skal jeg sige? Mit liv har lige slået en kolossal kolbøtte, og jeg kan så at sige stadig mærke efterveerne fra den.

De første timer på opvågningen
På opvågningen bliver vores datter tilset af en jordemoder, som med en professionel distance tager blodtrykket, tjekker lungerne og vasker hende en smule. Vores datter smågræder; stadig overvældet over at komme ud af mors mave, men vi nusser, kysser og krammer. Alt det man gør for at gøre op med gråden og ked-af-det-heden. Det hele er nyt – hvordan skal sådan en lille én se ud? Hvor meget må hun græde? Hvor meget skal hun sove?

Jordmoderen kigger ofte til vores datter, og hun forsikrer os om, at alt er i sin skønneste orden. Det beroliger os, selvom hun smågræder og grynter hele tiden. Jeg ser på hende og den nybagte mor. De holder hinanden i hånden, men nuanceforskellen i farven på deres fingre er slående. Vores datter har uden tvivl blå fingre, så jeg henter bekymret jordmoderen for at være på forkant med situationen.

Et for hurtigt blik på min datter
Jeg siger til hende, at jeg godt ved, at det kan virke pylret, men hun smiler overbærende og kaster et hurtigt blik på vores datter. Alt er godt. Hun er sund og rask. Det får vi at vide. Så vi ser gennem fingre med hendes blålige skær og nyder bare synet af vores lille pige. Jeg kan mærke, at stoltheden og det latente beskyttergen allerede er ved at forplante sig i brystet, da vi efter to timer forlader opvågningen til fordel for barselsgangen. Gryntene og smågræderiet fortsætter.

Jeg kigger på hende hele tiden, og jeg forestiller mig alle de sjove ting, som vi skal opleve sammen for første gang. Hendes første tur i barnevognen, hendes første skridt, hendes første skoledag.

Ind kommer børnelægen
Efter 10 minutter på barselsgangen kommer en børnelæge ind, og foretager et rutinemæssigt tjek. Hun virker venlig og rolig, og siger tillykke og smiler. Men jeg fornemmer tydeligt, at hun samtidig virker en smule nervøs for vores lille pige. Med ét er jeg på stikkerne og spørger, om alt er okay, og da hun svarer afværgende begynder uroen for alvor at boble i mig. Vi afventer yderligere information, da hun pludselig tager vores datter op i favnen og siger professionelt og fattet, men uden tvivl også med bekymring i stemmen: “Hun skal have ilt!” og så forsvinder hun ud af døren.

Jeg efterlader hende fuldstændig alene med et ansigt, som jeg vil huske til den dag, jeg drager mit sidste suk.

Det der bedst kan beskrives som en dårlig B-film, var med ét gået hen og blevet virkelighed for mig og min kæreste. På få sekunder bliver tæppet revet væk under os, og jeg er pludselig fanget i et forfærdeligt dilemma. Skal jeg blive hos min kæreste, som på grund af sit kejsersnit ikke kan gå, eller skal jeg løbe efter børnelægen, som allerede er forsvundet ud af døren med vores kun tre timer gamle pige? Instinktivt og uden ord nikker min kæreste og jeg til hinanden, så jeg efterlader hende fuldstændig alene med et ansigt, som jeg vil huske til den dag, jeg drager mit sidste suk.

Jeg når kun lige at se ryggen på børnelægen, da hun drejer om hjørnet og styrer med raketfart mod neonatalafdelingen. På dette tidspunkt er al rationel tænkning forsvundet, reptilhjernen dominerer, og jeg tænker kun på at passe på vores lille pige.

Da jeg ankommer til neonatalafdelingen står en hel flok af sygeplejersker og to læger allerede klar til at tage imod min datter, hvilket får min utryghed til at stige yderligere. En masse logiske, men ubehagelige tanker presser sig på. Jeg kan simpelthen ikke slå dem ud af mit hoved. Har hun en hjertefejl? Er der noget galt med hendes lunger? Og i værste tilfælde – overlever hun? Skal jeg virkelig kun nå at kunne kalde mig far i tre timer, før titlen bliver flået fra mig?

Drømmen om at kunne side med min smukke datter i armene, er på et øjeblik blevet afløst af et uhyggeligt mareridt.

Nu må jeg være stærk
Jeg forsøger at bevare roen, mens jeg tydeligt mærker, at knuden i maven vokser. En tydelig overkompensation, som jeg utvivlsomt vil betale prisen for senere, men det har jeg hverken tid eller situationsfornemmelse til at gennemskue lige nu. Nu må jeg være stærk. Sådan tænker jeg. Problemet er bare, at midt i alt dette kaos er jeg total hjælpeløs og uden nogen form for indflydelse. Drømmen om at kunne side med min smukke datter i armene, er på et øjeblik blevet afløst af et uhyggeligt mareridt.

Min skønne datter ligger skrigende og omgivet af læger og sygeplejesker, mens jeg knuger hendes hænder. De bittesmå fingre, rummer meget styrke, selvom hun kun lige er kommet til verden. Jeg fortæller hende hele tiden, at det nok skal gå, at vi selvfølgelig bliver en lykkelig familie og at mor er på vej hen til os.

Afmagten fylder mig. På sin vis også vreden.

Ind kommer speciallægen
En speciallæge tilkaldes, for min lille pige skal åbenbart have lagt et drop i navlen. Ledningerne tager til og selvom jeg kun har set min datter i et par timer, så ligner hun pludselig ikke sig selv. Elektroder på brystet, c-pap og sonde i næsen, og en hjerterytmemåler på foden. Men vi er ikke færdige. De har bevidst valgt at vente med droppet, for det er åbenbart det sværeste at lægge. Først forsøger de at lægge det i armen, men de stikker forkert to gange. Jeg kan mærke, at min hårde skal er ved at krakelere – det er ubærligt at se sådan et hjælpeløst, lille væsen være fuldstændig utrøstelig. Afmagten fylder mig. På sin vis også vreden. Kan de ikke bare tage sig sammen og gøre deres arbejde ordentligt?

De forkerte stik resulterer i en bandage om hendes lille håndled – endnu et synligt tegn på, at tingene på ingen måde er, som de burde være. Droppet skal i stedet lægges i navlestrengsstumpen, men det er tilsyneladende ikke ligetil. De skiftes i hvert fald til at forsøge at lægge droppet, men uden held.

Ind kommer min kæreste
I mellemtiden er min kæreste blevet kørt ind på stuen og kan fra sin seng på sidelinjen kun sporadisk følge med i, hvad der foregår. Tårerne presser på, knuden i maven vokser stadig, og jeg har det fysisk dårligt. Alligevel bevarer jeg stift blikket på min tapre datter, som nu er plasteret til i slanger og elektroder.

Den kærlighed, som jeg har bygget op til dette lille vidunder i løbet af 9 måneder, trumfer det hele. Den er ligeglad med knuden i maven eller den presserende kvalme. Den fortæller mig, at jeg skal stå der, blive der, passe på hende, og den giver mig på mange måder uanede kræfter.

Efter en time med utallige forgæves forsøg lykkes det at lægge droppet i navlestrengen og min datter finder roen. Displayet viser dog, at hun modtager 50% ilt. Målet er, at hun selvstændigt skal kunne trække vejret ved atmosfærisk tryk, nemlig 21%, så jeg får en mavepuster af sorg, idet jeg udmærket kan vurdere, at målet slet ikke er indenfor overskuelig rækkevidde.

 

Mortens historie

Ind kommer familien – ud kommer tårene
Hvad nu? Hvad gør man i sådan en situation? Jeg går ud på gangen, hvor mine forældre, min bror og hans kæreste, min mormor og mine svigerforældre står og venter og med ét krakelerer den modige facade. Som en lille dreng, der slår sig på legepladsen, derefter løber hele vejen hjem og først begynder at græde, når han ser sin mor. Jeg græder og græder.

Scenariet vi ikke i den vildeste fantasi havde forestillet os
Det var på ingen måde sådan, det skulle være. Min kæreste og jeg havde drøftet forskellige scenarier hjemmefra, men dette overgår alle vores forestillinger. Og vores forventninger naturligvis. Vi skulle jo vise hende frem for hele familien, de skulle holde hende og fortælle os, hvor skøn hun er. Og så skulle de forlade hospitalet glade og lykkelige på vores vegne, og vi skulle alle tre stå og vinke efter dem. En alt for idyllisk tanke, som nu er afløst af mareridtsagtige scener.

 Spørgsmålet er ikke om det sker, men hvornår.

Frem kommer de skjulte kræfter
Jeg vil så gerne trøste min kæreste, men jeg hænger ganske enkelt ikke sammen. Det bliver i stedet hende, som finder nogle uanede kræfter og fortæller mig, at det hele bliver godt igen. For satan, hvor jeg elsker hende. Hun træder i karakter og finder en skjult styrke, som hjælper os igennem krisen lige nu, men jeg er helt bevidst om, at hendes modige ydre også erstattes af gråd og smerte på et tidspunkt. Spørgsmålet er ikke om det sker, men hvornår.

Vi må ikke sove hos hende
Vi vinker farvel til hele familien, men det er desværre kun min kæreste og mig, der står i døren.

Vi må ikke overnatte hos vores datter; vi skal sove på barselsgangen, som ligger et stykke fra neonatalafdelingen. Efter at have siddet og kigget på vores skønne skabning i fire timer og grædt og holdt om hinanden, bliver vi nærmest smidt i seng af én af sygeplejerskerne. Det er midnat og vi har godt af noget søvn. Det siger hun. Jeg tænker, at det aner hun ikke en skid om, men vi får lovning på, at vi gerne må se til vores datter i løbet af natten.

Det føles hjerteskærende og gør fysisk ondt i hjertet, da jeg græder mig selv i søvn.

Forfærdelige tanker fylder mit hoved
Jeg mobiliserer lidt overskud, for min kæreste ligger i en seng, som skal skubbes tilbage til barselsgangen. Det hele føles som at befinde sig i en osteklokke eller en pseudoverden, hvor vi slet ikke hører til; som en zombie skubber jeg sengen med min kæreste ned mod vores værelse og jeg forsøger at berolige hende. Jeg hører mig selv sige, at det hele bliver bedre i morgen, men jeg er inderst inde skeptisk og hamrende bange for, at vores datter skal stoppe med at trække vejret og forlade os, før hendes liv overhovedet er begyndt. Og skal hun det, så skal jeg i det mindste være der, så jeg kan få taget en ordentlig afsked. Sådan nogle forfærdelig tanker fylder mit hoved.

Den dundrende hovedpine kan jeg let fortrænge, men følelsen af at være uden handlingsmuligheder fylder mig atter med afmagt. Det føles hjerteskærende og gør fysisk ondt i hjertet, da jeg græder mig selv i søvn.

Natbesøg på neonatalafdelingen
Efter et par timer står jeg op. Jeg må over at se til hende. Jeg halvløber derover og ankommer hurtigt til stuen. Der ligger hun. Som enhver forælder synes jeg, at jeg har fået verdens smukkeste barn. Jeg kan sagtens se igennem elektroderne og slangerne.

For første gang i mit liv tager jeg mig selv i at tænke, at hvis der virkelig findes en Gud, så må han meget gerne se min datters vej nu. Så skal jeg aldrig bede om mere, det lover jeg mig selv; bare hun klarer sig helskindet igennem denne omgang. Jeg kigger på hende, mærker hvordan tårerne triller uhæmmet ned af mine kinder, og jeg giver bare slip. Efter et kvarters tid samler jeg mig og bevæger mig tilbage til min kæreste.

Efter at have sovet et par timer står jeg op igen, gentager proceduren og går tilbage i seng. Min krop kører på automatisme; beskyttergenet har taget over, og jeg føler mig egentlig ikke træt, selvom min hjerne godt ved, at jeg i dén grad mangler søvn.

Morgenbesøg på neonatalafdelingen
Vi står tidligt op og ruller hen på neonatalafdelingen igen, hvor vores datter ligger ligeså fredfyldt og sover. Følelserne blusser op igen, men de støder på en eller anden måde sammen. Vi smiler og græder på samme tid. Både glædestårer og smertetårer. Vi er på én og samme tid lykkelige, men også helt ude i tovene følelsesmæssigt, fordi det hele har taget en så uventet drejning.

En sygeplejerske kommer ind og siger godmorgen. Min klump i halsen føles som størrelsen på en appelsin, og jeg kan mærke, hvor grådlabil jeg egentlig er. Det bedste, vi kan gøre nu, er at ligge hud mod hud med vores datter, så det gør vi selvfølgelig. Den store udfordring er alle ledningerne, hvilket gør det vanskeligt at rykke rundt på hende. Hver gang hun bliver løftet, begynder det at bippe på displayet, og jeg frygter det værste hver gang. Det viser sig dog at være en løs diode, en løs ledning eller iltoptagelsen, som i et kort øjeblik er faldet for derefter at normalisere sig igen.

Vi mangler svar på en masse spørgsmål, men ét står først i køen, nemlig hvad der kan være galt?

Men det er lige ubehageligt hver gang. Mit system er i alarmberedskab, så min krop reagerer voldsomt på det. Vi ligger på skift med hende hele dagen, viklet ind i ledninger, men stadig med en ubeskrivelig følelse af taknemmelighed og dyb kærlighed.

Vi mangler svar på en masse spørgsmål, men ét står først i køen, nemlig hvad der kan være galt? Er det hjertet, lungerne eller noget helt tredje? Sygeplejersken væver i det. Det er tydeligt, at frygten for at sige noget forkert vejer tungere end muligheden for at gætte rigtigt. De er i gang med at lave nogle tests af blodprøverne. Mere kan hun ikke fortælle os. Det får frustrationerne til at koge, så jeg må forlade stuen og hente en kop kaffe, så jeg ikke lader al vrede gå udover sygeplejersken.

Jeg bliver eftertænksom
Sådan går både den første og den anden dag. Jeg tænker, at vi allerede så småt har vænnet os til at pendle mellem barselsgangen og neonatalafdelingen, men jeg kan ikke rigtig forlige mig med tanken om, at man kan vænne sig til sådan noget. Det er forkert. Vi skulle jo hjem og være en familie – bare os tre, uden sygeplejersker, læger eller ledninger. Overraskelsen over menneskets tilpasningsevne sidder i mig i lang tid den dag. Jeg vil sgu ikke tilpasse mig at skulle rende rundt på neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital og bare acceptere, at sygeplejerskerne søvndrukkent kører deres rutiner, mens jeg står på sidelinjen som magtesløs tilskuer. Jeg vil ikke acceptere, at jordemoderen var sløset i sit arbejde og overså alle tydelige tegn på, at min datter manglede ilt i to timer. Men det bliver jeg bare nødt til. Hvad kan jeg ellers gøre?

Hævngerrigheden fylder mig, og jeg får en masse grimme tanker om, hvad jeg vil gøre, hvis jeg møder jordemoderen på gangen. Fornuften får heldigvis lov at sejre og erkendelsen af, at magtesløsheden spiller en stor rolle i denne proces, giver mig en smule ro.

Min datter er i bedring
Tredje dag forsøger sygeplejeskerne at skrue en anelse ned for ilten for at se, hvordan hun reagerer på det. De skruer ned fra 50% til 45% og umiddelbart reagerer hun fint på det og optager rigeligt med ilt. En lille sejr, som giver fornyet kampgejst. Et lille skridt, men et skridt i den rigtige retning. Vi ligger atter med hende på brystet på skift og mærker hendes fine fingre, hendes fantastiske duft og hendes silkebløde, varme hud.

Den gode nyhed kommer endelig
Vi har bare ikke fået svar på, hvad der er galt med vores lille pige endnu. Heldigvis kommer en sygeplejerske ind relativt tidligt om morgenen for at give os yderligere informationer. Hun fortæller os, at en hjerteklap ikke har lukket sig, og at de til tider oplever det ved kejsersnit, fordi barnet ikke får trykket fra fødselsvejen som ved en normal fødsel.

Det kaster naturligvis en masse nye spørgsmål af sig, men jeg hæfter mig ved det vigtigste. At når klappen lukker sig permanent, så kan den ikke åbne sig igen – eller sagt med andre ord, så kan vores dejlige datter ikke få tilbagefald.

Vi tør italesætte de drømme igen, som nu har været sat på standby i 72 timer

Informationen lader os tilbage med en ambivalent følelse. På den ene side er det jo godt, at de har fundet ud af, hvorfor hun mangler ilt, men på den anden side ved vi ikke, hvornår eller overhovedet om denne hjerteklap lukker sig.

Vi ser fremad
Min kæreste og jeg er begyndt at tale om fremtiden. Fremtiden som en familie. Det er nyt for os. Vi gjorde det hele tiden i ni måneder, men har ikke gjort det i løbet af vores tre døgn på neonatalafdelingen. Det indgyder håb og vi kan mærke, at den reelle tro på bedring så småt breder sig i kroppen. Vi tør italesætte de drømme igen, som nu har været sat på standby i 72 timer.

På fjerdedagen skruer de yderligere ned for ilten, så hun nu modtager 40% ilt. Tallene taler deres tydelige sprog og vi bilder os ind, at hun er en usædvanlig fighter, som menneskeheden aldrig har set mage.

Vi tror oven i købet på det. Kærligheden har allerede gjort os blinde.

Flere fremskridt
På femtedagen bliver der skruet yderligere ned og nu med kortere intervaller. En sygeplejerske fortæller os, at vores datter selv har fjernet c-papen fra næsen i løbet af natten, fordi den tilsyneladende irriterede hende og sygeplejersken fortæller også at vores lille skat trak vejret fint uden hjælpeilt.

Jeg bliver ramt af en bølge af lykke, og jeg kan mærke, at jeg med ét begynder at tro på og fantasere om alle vores fremtidsdrømme igen. Hun er rask. Det siger jeg til mig selv. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få ledningerne af hende, så jeg kan knuge hende ind til mig og gå på opdagelse i verden med hende.

Sygeplejerskerne fortæller os, at hun har gjort store fremskridt og at de vil forsøge at lade hende trække vejret uden hjælpeilt i fem minutter af gangen. Det klarer hun fint, så fem minutter bliver til ti og ti bliver til femten.

Hjerteklappen har lukket sig
En total lettelse strømmer rundt i årerne og jeg føler mig fysisk bedre tilpas. Den konstante hovedpine aftager så småt og erstattes af træthed. En træthed, som rammer både min kæreste og mig som en hammer. Vi har kørt på pumperne for længe, kroppen og hovedet har ikke spillet sammen i en for lang periode og nu betaler vi prisen.

Min kæreste smider jernskjorten
Vi er blevet lovet, at vi må sove på stue med vores datter denne nat, men der mangler en seng til min kæreste. Timerne går og klokken bliver 23.00. Min kæreste, som indtil videre har reageret med overskud, fornuft og ro må kapitulere og smide jernskjorten.

Det hele er blevet for meget. Jeg forsøger at trøste hende på bedste vis og jeg tænker, at trøsten denne gang virker mere ægte, idet jeg rent faktisk selv tror på, at vores datter snart bliver helt rask.

Sygeplejerskerne kan godt se fornuften i det, selvom det strider imod reglerne.

Det virker grotesk og dilemmafyldt, men jeg bliver også lettet over og glad for, at min kæreste smider hæmningerne og bare græder, sviner systemet til og slår ud med armene. Det er så menneskelig en reaktion, at alt andet ville være for følelsesløst. Sådan tænker jeg, da jeg slår vingerne om hende og denne gang er det mig, der får lov til at være den med overskuddet, håbet og roen. Klokken 23.45 har jeg fået nok, så jeg tager sagen i egen hånd og henter en seng fra barselsgangen og kører den over på neonatalafdelingen. Sygeplejerskerne kan godt se fornuften i det, selvom det strider imod reglerne.

Vi vågner konstant den nat, men vi får lov til at sove ved siden af vores lille pige, så vi skubber atter trætheden til side og må flere gange ud af sengen for både at beundre hende og se til, at hun trækker vejret.

Næste morgen fjerner de den sidste ledning og vi kan for første gang gå rundt med hende i armene. Vi må tage hjem. Hjem og være os selv. Mor, far og datter. Vi pakker vores ting og putter forsigtigt vores lille, smukke pige ned i en autostol for at bære hende ud i bilen. Seks dages følelsesmæssig rutschebanetur er slut, vi har langt om længe fået lov til at stå af, men vi er stadig svimle ovenpå en alt for lang tur. Jeg løfter autostolen med min datter, tager min kæreste i den anden hånd og styrer mod udgangen.

På trods af omstændighederne føler jeg mig som verdens heldigste mand… og far!

Husk, at du kan følge DaddyO.dk på Bloglovin og læse andre gæsteindlæg her.

Øjenfarve-test: Har postmanden mon været forbi?
Mit superheltenavn er: The BLEminator

Mette Glassow Bülow-Olsen

says:

Mange mange tak for at dele denne historie. Min mand og jeg var igennem næsten det samme i slutning af juni, og selv om min datter i dag fylder 4 måneder og er en fræk, glad og rask baby, så sidder oplevelsen stadig utrolig dybt i mig. At ens lille nyfødte vidunder pludselig bliver taget fra en og skal tilbringe sin første uge omgivet at maskiner der bipper, blodprøver og utrygge rammer er forfærdeligt, og det ikke at have mulighed for at “hjælpe” sit barn og selv påtage sig dens smerte er næsten ikke til at bære.
Jeg håber jeres lille datter i dag har det fantastisk.
Vh Mette

Karine

says:

Ooorh,. Som nybagt mor fældede jeg tåre næsten fra start til slut over den her beretning,. Sikke en grim oplevelse. Men så fantastisk en skildring på hvordan vi mennesker er bygget til at beskytte og sørge for hinanden, på trods af mangel på søvn og håb for den sags skyld,, fantastisk skrevet og hvor er det dejligt det endte lykkeligt!!

says:

Smukt skrevet, og hvor er det godt at jeres lille stærke pige klarede skærende! Neonatalafdelingen er et skrækkeligt sted, og jeg tror at uanset hvor længe ens ophold er derinde, så mærker det én resten af livet. Vi lå der 5 uger med vores lille Ella og jeg kan virkelig genkende dine frustrationer.
Al godt til jeres lille familie i fremtiden! 🙂
Camilla/ventdig.dk

says:

Kære Morten. Jeg har lige læst den hjertenskærende historie du har valgt at dele. Det lyder helt grotesk at det kan ske. Man kan klage over sådan noget. Det ved jeg ikke om du vil, men det er ihf en mulighed.

Godt, at alt endte godt til sidst og jeg håber at I alle 3 trives – tak for din historie – det var fremragende læsning, selvom historien var sørgelig.

/Anders

Mette Lorenzen

says:

Pyh, det er simpelthen hjerteskærende… Fantastisk skrevet. Man føler næsten, at man står ved siden af den lille seng på neonatal. Mange tanker til jeres lille datter.