Jeg har snottet på min søn!

Ja, jeg har snottet på min søn. Altså ikke i den klassiske en-finger-på-det-ene-næsebor-og-så-blæs-i-det-andet-forstand! Men jeg har højst sandsynligt smittet ham med min forkølelse. Du kan læse mine tanker, om hans første sygdom lige her. 

Jeg vil godt starte med at slå fast, at der ikke var eller er noget alvorligt i vejen med junior, og at forældre til alvorligt syge børn må være de sejeste og mest udholdende mennesker på denne jord. I næste lag finder vi forældre til børn, der har kolik. Jeg er selv at finde i et lag et stykke under.

Når det er sagt, så føles det altså som en mavepuster på Mike Tyson-niveau, at se sit afkom klynke og kigge på dig med uforstående øjne, der siger: “Hvorfor gør det her ondt på mig, far?” “hvad er det, du gør ved mig?” og “få det nu til at stoppe!”

Min knægt er typen som møder verden med en puls på 180 slag i minuttet. Derfor er afslapning noget der tilfældigvis sker, når man en gang imellem sover. Når man så pludselig mødes af en lille gut, som hænger på armen af sin mor og stirrer dig ind i sjælen med blanke, røde øjne, så er “ubehageligt” langt fra et dækkende ord. Det gør ond dybt inde i sjælen på én. Og man ville ønske, at man vidste, hvad man skulle gøre. For juniors skyld.

Hvorfor kan jeg ikke blive syg istedet?

Børn burde ikke blive syge. Slet ikke babyer som ikke kan begribe, hvad de gennemgår. Al dårligdom burde blive kanaliseret direkte videre til forældrene. Det skulle så være mødrene, da jeg, og resten af mit køn, åbenbart er “ynkelige røvhuller”, når vi er syge.

Det ville kun være fair, at far (eller mor) blev syg. For det er da totalt unfair, at en lille lort på fem måneder skal vågne om natten i panik, fordi han ikke kan få vejret og tror, at verden styrter sammen! Hvad skal det til for? Man sover selv med et vågent øje det meste af tiden, da hjernen jo forestiller sig diverse forfærdelige scenarier.

Ahhhhh okay, så var det vist heller ikke værre!

Nej, det var jo bare snot og måske også lidt feber. Men det var første gang, og det var derfor pisse hamrende skræmmende. Oven I købet var jeg højst sandsynligt smittekilden – flot far!

Barnets første sygedag
En glad og sygdomsfri junior!

“Heldigvis” stod sygdommen kun på i en uge, før saltvandsdråberne sejrede over snotten og junior blev glad igen – se bare hvor glad han (og jeg) er på billedet!

Kan du nikke genkendende til den forfærdelige følelse, når din guldklump er syg? Eller har du stadig den første sygdom “til gode”?

Mød Abeleg.dk og skær 20% af prisen
Kvinderne har talt - der skal du kigge hen, når de ammer!

Mette C

says:

Jeg er midt i det lige nu. Min søn er 4 mdr, og jeg er ærlig talt noget forvirret over hvordan han overhovedet er blevet så syg. Eller nej, det er selvfølgelig storebrors vuggestuevirus der har skylden, men hvordan kan man blive syg når man bliver fuldammet? Det skete ALDRIG med min ældste søn, og han er ellers ørebarn og det hele. Men det indtræf Altså først efter jeg var stoppet med at amme. Nå, men nu kan lillebror ikke få fejret om natten m mindre jeg sidder op og sover med ham, og storebror hoster så meget at han vågner hver halve time og er ulykkelig. Hurra for at drengene også har en far. Aner ikke hvordan enlige forældre overlever den slags. Selvom både du og jeg selvfølgelig skal være taknemmelige over at det trods alt ikke er værre. Men det er bare så SYND!

says:

Hej Mette. Tak for input.

Ja vi har kun en unge herhjemme, så kender ikke din situation endnu. Men det lyder til at være dobbelt så hårdt, når der er to som lider ;-( Jeg håber det gik over hurtigt.

Ja, hurra for en far 🙂 Jeg kunne selvfølgelig ikke være mere enig 🙂

Skriv et svar til Kirsten Annuller svar