Klar, parat, er det allerede vuggestuestart!?

Måske er det dét konstante søvnunderskud, måske er det juniors smil, måske er det en kombination, eller måske er det noget helt fjerde, der har gjort, at de sidste syv og en halv måned en fløjet afsted. Nu er junior allerede vuggestuebarn, selvom jeg husker hans fødsel, som var det i går. Det er fedt, at han er blevet en stor dreng, men samtidig er det også skræmmende, at tiden er gået og går så hurtigt. 

IMG_2549
Far og søn på vej hjem fra første dag i vuggestuen

 

Mandag den 12. Januar var juniors første officielle dag som vuggestuebarn. Hold nu op, hvor er tiden gået hurtigt. Syv en halv måned er der gået, siden han blev født på Hvidovre Hospital, men jeg husker hans fødsel, som var det i går. Jeg husker ventetiden, jeg husker den følelsesmæssige rutsjetur, jeg husker det akutte kejsersnit, og jeg husker, da jeg stortudende havde ham i mine arme for første gang – han lignede mest af alt en grillkylling.

Læs også: Akut kejsersnit fra sidelinjen – en fars fødselsberetning

Men det akutte kejsersnit, den følelsesmæssige rutsjetur og grillkylling-looket er syv og en halv måned siden, og nu er han officielt vuggestuebarn. Han er altså ikke længere bare en lille baby, der altid har sin mor eller far inden for rækkevidde. Nej, nu går han i vuggestue, hvor han skal afleveres om morgenen, hvor han skal puttes af pædagoger, og hvor han går på stue med børn på over to år.

Et potpourri af følelser…

Jeg gik på barsel den 10. november 2014, og jeg har cirka barsel en måneds tid endnu. Så junior kan altså få en stille og rolig indkøring i vuggestuen, hvilket er virkelig betryggende for hans forældre.

Det har været ekstrem fedt at have så meget kvalitetstid med min førstefødte arving. Overordnet set har min barsel derfor været intet mindre end en fabelagtig tid i mit liv. Når det er sagt, så har barselslivet også været møghamrende hårdt. På de tidspunkter hvor juniors humør har været i den lave ende af humørskalaen, har barselslivet ærligt talt føltes mere som en sur pligt end noget andet.

Men nu er det slut med at have hele dagen sammen med junior, og det er fandeme en mærkelig følelser at sidde tilbage med. På den ene side er jeg fyldt med glæde og stolthed over, at min søn nu er vuggestuebarn, og på den anden side er det også trist, at jeg ikke skal være sammen med ham alle døgnets timer.

Derudover er det også lidt skræmmende, at der nu er fremmede mennesker, der skal passe på det bedste, jeg har. I forlængelse af det vil jeg lige skynde mig at sige, at personalet i juniors vuggestue er møghamrende søde og imødekommende, og de virker utrolig kompetente.

De første dage som far til et vuggestuebarn

Junior har klaret de første dage som vuggestuebarn med bravour. Hvis der havde været et publikum, der fulgte juniors første uge i vuggestuen, ville de helt sikkert have givet ham stående ovationer og råbt på ekstra nummer, siger den stolte far, der selvfølgelig er fuldstændig objektiv, når det kommer til hans søn.

Men det er gået rigtig godt, og der har slet ikke været nogen gråd fra juniors side (det har der dog været fra hans mors side). Og så har det virkelig været fucking behageligt, at jeg har kunne drikke kaffe, spise en mad eller se fjernsyn i ro og mag uden at babyalarmen har stået ved min side som et konstant minde om, at den rolige stund kun var på lånt tid.

Men det bedste har været, at jeg virkelig har glædet mig til at hente ham og tilbringe tid sammen med ham. Barslen føltes nogen gange som en sur pligt, og derfor glemte jeg nok at glæde mig over vores priviligerede situation. Men nu glæder jeg mig virkelig til at hente ham og bare være sammen med ham!

Hvordan havde du det, da dit barn/børn startede i vuggestue/dagpleje? Smid en kommentar i kommentarfeltet herunder!

Husk, at du kan følge DaddyO.dk på Bloglovin – så går du aldrig glip af et blogindlæg!

Læs artiklen fra Vores Børn
Hva' synes du egentlig om DaddyO.dk?

Anonym

says:

Synd for barnet at skulle i vuggestue med kun 7 måneder – unaturligt tidligt. Det er ikke barnets behov, men en trist tendens i det danske, fortravlede samfund.

Rikke K.

says:

Rigtig fin historie. Jeg var godt nok også skræmt fra vid og sans, da min prinsesse skulle starte i vuggestue, og jeg ville ønske, at jeg havde haft bedre tid til at køre hende ind. Jeg havde desværee kun i uges barsel tilbage ;(

Skriv din kommentar her