Gæsteindlæg: Mikkels historie – Hvem har givet kvinden vetoret?

Mikkels historie er det første af en række gæsteindlæg på DaddyO.dk, hvor omdrejningspunktet er ‘far’. Udtryk og holdninger er alene forfatterens. Læs hvorfor Mikkel stiller spørgsmålstegn ved kvinders vetoret omkring abort og beslutningen om at beholde et barn.

Jeg kan huske, at det stak i maven. Jeg var 23 år dengang. Jeg har to mindre halvsøskende, og jeg var selv lige blevet onkel til min storebrors datter, så jeg havde en klar idé om, hvad en baby er.

Jeg havde været kæreste med Anne i godt og vel otte måneder, da hun en weekend i min lejlighed begyndte at kaste op om morgenen (nej, det var ikke tømmermænd).

Gravid!

Hun tog til lægen. Hun var gravid. Og fandeme om hun ikke allerede var cirka fire uger henne. Jeg husker det stadig, som var det i går. Det lyder som en kliché uden lige, men i virkeligheden er det dét mest originale, der nogensinde er nogen, der har sagt til mig.

Vi græd begge to. Af glæde. Det var i hvert fald, det jeg troede. Det hele var lidt surrealistisk, så det var svært at finde den rigtige grimasse. Vi havde jo egentlig ikke talt om babyhalløjet, og vi havde kun været kærester i otte måneder!

Vi gik en lang tur rundet om søerne i København. Vi talte ikke meget sammen. Vi havde nok begge en del at tænke på. Der var så meget der skulle siges, så meget der skulle gøres. Jeg tænkte også på, om jeg skulle fri til hende – er det ikke det tradition er? Jeg var smaskforelsket i Anne, og tanken om at blive far begyndte at vokse på mig.

Abort

Vi tog hjem til min lejlighed igen – endelig begyndte vi at tale sammen. Jeg husker, at hun sagde, at der boede et menneske inde i hende. Det var jo for syret at tænke på – jeg skulle jo være FUCKING far. Men så kom det – hun sagde, at hun ville have en abort. Hun var ikke klar – det var som om at stilheden var ved at sprænge mine trommehinder.

Men jeg var jo klar. Jeg ville gerne være far, og jeg var jo helt vildt forelsket i Anne. I mine øjne havde hun og jeg lavet en baby. I Annes øjne havde vi lavet en fejl. Anne tog hjem til sine forældre dagen efter og ringede samme aften for at fortælle, at hun havde besluttet sig. Hun ville have en abort. Jeg var knust og ville beholde barnet – vi havde jo selv lavet det.

Vi talte meget i telefon den næste tid. Men vi sås ikke. Mine tanker susede omkring alverdens ting, og jeg ønskede at se hende igen og snakke om det hele. Men lige lidt hjalp det. Hun fik en abort kort tid efter…

Starten på afslutningen

Vores forhold smuldrede af naturlige årsager efter episoden, og jeg har ikke noget med Anne at gøre den dag i dag.

Hvorfor kan kvinden nedlægge veto på en abort? Vi var to om at knalde, og to om ikke at bruge beskyttelse. Men jeg var ene om at tage ansvar for vores handlinger.

Des længere væk jeg kommer fra det hele, des flere spørgsmål kommer til mig, og jeg tænker på, at skellet mellem mænd og kvinder på mange fronter er minimeret eller helt fjernet. Lige med undtagelse af én ting: Anne kunne vælge at beholde barnet, selvom jeg ikke ville have det. Men det var ikke en mulighed for mig – en mand – at beholde det barn, jeg havde været med til at lave.

Man kan sige, at det er som at købe en lejlighed sammen, med den undtagelse at den ene part har ret til at beholde eller sælge lejligheden igen, uden den anden har indflydelse på det. I erhvervslivet var man vel blevet slæbt i en eller anden ret for at bryde kontrakten eller misligeholdelse heraf.

Hvis du nu læser dette, og tænker på, hvorfor jeg skriver det, og har valgt at dele det her på DaddyO.dk, så er svaret, at jeg ønsker at skabe debat om emnet. Nu er aborten omdrejningspunktet i mit tilfælde – men dilemmaet er det samme, når en kvinde vælger at beholde et barn, som manden ikke ønsker – kvinden har vetoret.

Derfor er mit spørgsmål: Skal kvinden 100 procent bestemme, om hun skal have en abort eller for den sags skyld, om hun vil beholde barnet?

DBH. Mikkel

NB! Forfatteren ønsker at være anonym, og derfor er “Mikkel” og “Anne” opdigtede navne.

Husk, at du kan følge os på Bloglovin, hvor der det næste stykke tid vil komme flere gæsteindlæg.

Vinderen af vores "Vismigditbaggrundsbillede" på Instagram
Primær omsorgsperson x 2

says:

Jeg ved, at det er et gammelt indlæg, men super godt og spændende! Nu er jeg selv en pige (hvornår er man kvinde???) på 23 år, og tanken om at få et barn nu er også ret voldsom, men jeg er klar og havde derfor ikke lige overvejet dette scenarie. Virkelig godt at I tør tage det op. Og så kan man jo spørge sig selv, om man ville være et ’stort nok menneske’ til at tilbyde ham adoption ?

Signe

says:

Det må være en helt forfærdelig situation at stå i.
I en perfekt verden kunne kvinden overføre babyen til mandens mave og han kunne gennemgå graviditeten, fødslen og opfostre det lille nye menneske.
Desværre er det kun kvinder der kan blive gravide. Det er vores kroppe og derfor vores valg, hvor uretfærdigt det end er.
Jeg mener på ingen måde det retfærdigt at tvinge en kvinde til at gennemgå en graviditet og en fødsel hun ikke selv ønsker.
Når dette er sagt har jeg den største sympati med mænd i Mikkels situation.
Det er tragisk at der foretages så mange aborter på den baggrund at man “bare” ikke føler sig klar. – Det må man så se at blive! (særligt i en alder af 23 år)
Hvis ikke man mener man er “klar”, “voksen nok”, eller hvad grunden nu er, så må man i det mindste forsøge at være “voksen nok” til ikke at have ubeskyttet sex.
Jeg mener retten til fri abort er fundamental for ligestilling mellem kønnene. Denne ret skal dog kun benyttes som en nødløsning, hvis det vurderes at moderen – og/eller faderen ikke kan varetage det ansvar det er at have et barn.
Der er kommet en generation i Danmark, som jeg selv er en del af, der vil have frihed til at gøre lige hvad vi vil, når vi vil. Dette er en stor styrke for samfundet på mange punkter. Dog kan et uventet barn (et uheld om man vil) lede en ned af en vej man aldrig havde forestillet sig, men som alligevel viser sig at bringe stor glæde og tilfredshed med sig, selv om det ikke lige var det man havde planlagt eller regnet med skulle ske.

Jeg håber forskningen med tiden gør det muligt for mænd at bære børn, til glæde for singlemænd, homoseksuelle og mænd som Mikkel.

says:

Hej Signe.

Tak for din kommentar og din ide med at overføre barnet til far. Gad vide hvor lang tid der går inden den “perfekte verden” kommer og mænd kan bære barnet! 🙂 Så kunne man også en gang for alvor finde ud af om det gør mest ondt at føde eller blive sparket i løgne! Nå, det var lige et sidespor!

Gode pointer med at man må stå til ansvar for det valg man har taget; beskyttelse / ikke beskyttelse.

Tak for dit bidrag til debatten – som jeg har skrevet til de andre kommentarer, så har Mikkel ikke ønsket at kommentere. Jeg hverken kan eller vil udtale mig på Mikkels vegne, og det er derfor at jeg nu svarer istedet.

Endnu engang tak for input – det er dejligt med respons!

Stine

says:

Præcis. Der er ikke andre end mig, der skal bestemme om jeg skal igennem en graviditet og en fødsel.
Men manden burde også kunne vælge fra.

Synes sammenligningen med en delt lejlighed er åndssvag. Sammenlign i stedet med byggegrund som parret har fået i gave. Nu skal parret så beslutte om kvinden skal bygge et hus (helt alene) på grunden. Hun har ikke lyst – skal manden så have vetoret og kunne sige “jamen nu har vi grunden og den er fælles og vi ejer den begge, og jeg vil gerne have et hus på den, så jeg bestemmer at du skal bygge det, selvom du hverken har lyst til arbejdet eller selve huset”?

says:

Hej Stine.

Tak for din kommentar. Mikkel ønsker ikke at kommenterer, så det bliver et svar fra DaddyO istedet!

Det er også en rigtig fin sammenligning du laver med byggegrunden!
Jeg tillader mig lige at spørge hvordan manden skulle kunne vælge fra? Mikkel vil jo gerne vælge “til”!

Jeanne

says:

Både og. Så længe det er kvinden der fysisk skal bære barnet, er det også hende der kan vælge til eller fra.

Samtidigt synes jeg dog at “abort” gælder begge veje. Vil manden ikke have barnet, bør han juridisk kunne afskrive sig enhvert ansvar før abort grænsen er trådt ind.

says:

Hej Jeanne.
Tak for dit svar og syn på det. Mikkel har ikke ønsket at kommentere tilbage, men det vil vi (DaddyO) selvfølgelig gerne.

Det er et vildt svært emne at snakke om – og for mange også et tabu – men vi synes at det i det mindste fortjener at blive bragt (mere) op i debatten. Interessant tanke med at fraskrive sig ansvaret fra barnet! Vi må håbe at der sidder nogle på den anden side og læser med på alle de gode ideer som vi får fra jer læsere. Tak for input – det er vi glade for!

Skriv din kommentar her