‘Original sort mesh’ bæresele fra BabyBjörn er lige så let at bruge som et kondom

”Det ser fandeme for dumt ud” ogsådan en forudvendt babyskoletaske kommer jeg sgu aldrig til at rende rundt med”. Det var bare et par af de tanker, jeg tidligere har haft omkring bæreseler. Altså dengang hvor den langhårede var gravid.

Babybjørn
‘Original sort mesh’ fra BabyBjörn

Da junior pludselig var ude i den virkelige verden, erfarede jeg hurtigt, at de dér forudvendte babyskoletasker nok alligevel var meget smarte. De giver jo mulighed for, at man kan have mad og drikke i hver hånd, mens man stadig har sin skrigende guldklump tæt på sig. Og hvis Alan fra Tømmermænd i Vegas kan sporte en, så kan jeg fandeme også.

I den sidste måneds tid har jeg testet BabyBjörns bæresele ’Original sort mesh’. Og det er der kommet denne brugeranmeldelse ud af:

Førstehåndsindtryk


Fuck, hvor er den egentlig lille, var det allerførste jeg tænkte, da jeg åbnede den forholdsvis store kasse, som bæreselen var pakket i. Det næste jeg tænkte var, at den da faktisk så lidt sporty ud. Og det var nok mest af alt på grund af bæreselens sorte meshstof, at jeg tænkte sådan.

IMG_3962
Klar til første tur med bæreselen

Første tur med bæreselen

Det overraskede mig, at bæreselen var så let at tage på, som tilfældet var. Første tur med bæreselen var på cirka 30 minutter. Junior var glad hele vejen, og det var jeg egentlig også. Men da jeg kom hjem, var min lænd godt brugt.

Lige så let at anvende som et kondom

Den her bæresele kræver ikke, at du har gennemgået en langvarigt kursus i anvendelse af bæreseler. Du tager simpelthen bare bæreselen på som en forudvendt skoletaske. Derefter er der blot seks lette knaplukninger, der skal gennemføres, og så er du good to go. Den er altså (næsten) lige så let at anvende som et kondom.

Sådan sidder junior

Jeg er på ingen måde ekspert i ergonomi. Og derfor vil og kan jeg heller ikke kloge mig på, om junior sidder ergonomisk korrekt i bæreselen. Jeg kan dog sige, at han har været tilfreds, når han har siddet i bæreselen. Han er dog på intet tidspunkt faldet i søvn i bæreselen, selvom han har været totalt udmattet.

IMG_3964
Viggo modarbejder det ellers gode samarbejde

Sådan har far det

Far har haft det rigtig godt med at bære bæreselen. Som jeg skrev ovenfor, var min lænd dog godt brugt efter første tur, der varede cirka 30 minutter. For at skåne min lænd og resten har min ryg, har jeg derfor mest anvendt bæreselen på småture på omkring 15-20 minutter. Bæreselen har intet midterbælte og derfor ingen støtte omkring lænden.

IMG_3975
Viggo og far hygger in da hood

Hvordan er materialet?

Stoffet er af mesh, som er sådan et netstof. Stoffet sender mine tanker tilbage på et par shorts, jeg havde i starten af 00’erne, og derfor synes jeg, at bæreselen ser en smule sporty ud. Samtidig virker det til, at junior har en meget god temperatur, når han sidder i bæreselen. Det virker til, at meshstoffet har en god fugttransporterende effekt.

Design

Jeg synes, at designerteamet bag BabyBjörns ’Original sort mesh’, er sluppet rigtig heldigt fra opgaven. En bæresele bliver jo nok aldrig en trendy accessory, men bæreselens farve (primært sort) og dens materialet gør, at den egentlig er meget pæn af en bæresele at være.

Kvalitet


Der er intet at komme efter på kvalitetsfronten. Alle materialerne virker gode og selve bæreselen virker sikker. Bæreselen er da også allergitestet og sikkerhedsgodkendt efter alle kunstens regler. Jeg gider ikke at kede dig med alle specifikationerne her, men hvis du er interesseret i at læse mere om det, så kan du gøre det her. 

IMG_3966
De rå drenge napper et selfie

Den overordnede vurdering af bæreselen

Jeg har overordnet været tilfreds med BabyBjörns ’Original sort mesh’-bæresele.

Jeg har brugt bæreselen som et alternativ til barnevognen, til den hurtige tur i Netto, og hvis junior lige skulle holdes vågen 20 minutter længere. Da bæreselen er lille og handy har den været let at transportere, og til mit bæreselebehov har den derfor fungeret tilfredsstillende.

Det virker til, at bæreselen har en beroligende effekt på junior – jeg skal ikke kunne sige præcis hvorfor, men det har jo nok et eller andet at gøre med nærheden den skaber. I hvert fald har bæreselen kunne berolige junior, og det har været lækkert at kunne smide ham i bæreselen, når han har fået et hysterisk anfald i det offentlige rum.

Til trods for at jeg næsten kun har benyttet bæreselen i 20 minutter af gangen, har min ryg været på overarbejde. Som skrevet ovenfor støtter bæreselen ikke bærerens lænd, da den ikke har noget midterbælte. At bæreselen ikke er udstyret med en midterbælte er samtidig en af dens fordele. For uden midterbæltet fylder den nemlig betydeligt mindre end andre bæreseler, jeg har set.

Ifølge BabyBjörn er denne bæresele først og fremmest tiltænkt den første tid med den lille. Den er, som skrevet, praktisk og enkel. Når barnet bliver tungere anbefaler BabyBjörn, at man skifter til Babybjörn Bærsele Miracle, der giver ekstra aflastning og støtte for din ryg.

Hvor placeres den på DaddyO.dk’s mandeskala?

BabyBjörns ’Original sort mesh’-bæresele får 2,5 på DaddyO.dk’s mandeskala, der går fra 1 til 5. Jeg synes, at et 2-tal er for lidt, mens et 3-tal er for meget.

Som jeg skriver ovenfor, så er bæreselen rigtig fin på visse punkter, men det trækker altså ned, at ens ryg bliver sat på så hårdt arbejde.

Bonusinfo

Da bæreselen intet midterbælte har, er det intet problem at lade vandet, mens du er iført bæreselen!

Du kan købe ‘Original sort mesh’ fra BabyBjørn på Mammashop til kr. 525,- Hvis du klikker her, kommer du direkte til produktet.

Produktet i brugeranmeldelsen er sponsoreret. Læs mere om sponsorerede produkter her.

Far-Tip #10 - Send lillemor til lagersalg
Et åbent brev til min søn

says:

Det næste du må kaste dig ud i, må være en slynge, jeg tror det ville være yndigt ;).
Jeg gad egentlig godt at være sådan en fiks slyngemor, kom dog aldrig igang, og jeg tænker at Luna på snart 2år ville brokke sig jævnt meget hvis jeg insistere på at proppe hende ned i en ;).

Ny opstartet blog, http://www.lunaogjeg.bloggersdelight.dk

Skriv din kommentar her