Primær omsorgsperson x 2

Der er mange ting man kan som far. Man kan fx skifte ble, vaske tøj med lort på, vaske tøj uden lort på, opvarte lillemor, lave mad, købe ind og fylde bilen med habengut. Ja, der er vel i virkeligheden kun en ting, som far ikke kan. Og det er at A M M E !

Far og søn afslapning på sofaen

Jeg gad sgu godt prøve at amme, hvis jeg skal være helt ærlig (kæresten har udfordret mig til at prøve – det må blive et andet blogindlæg).

Lad mig fortælle dig hvorfor, jeg godt kunne tænke mig at amme. Der opstår et helt specielt bånd mellem mor og barn, når barnet bliver ammet. Og det kan man jo godt forstå – alle elsker at få gratis mad! Det bånd gad jeg godt have, selvom mit bånd til Arthur er rigtigt stærkt. Men det er et anderledes bånd. Og der virker ikke til, at jeg er Arthurs primære omsorgsperson.

Dobbelt op på omsorgspersoner

Men faktisk sagde vores sundhedsplejerske, at Arthur havde to primære omsorgspersoner. Jeg var ret overrasket, men det er sgu da ret sejt, hva’? Jeg er i hvert fald pisse stolt over det, og jeg er sikker på, at Arthur også er ret glad for det. Men endnu tænker han desværre nok kun, at det ville være dejligt, hvis der også kom mælk ud af fars rødvinspatter!

Men her til aften lykkedes det mig, at få ham til at ligge helt stille og bare være til. Det er noget som ikke er sket, siden han var helt spæd. Altså han falder selvfølgelig i søvn i armene hos hans mor, efter han er blevet ammet. Men han ligger normalt aldrig bare stille i mine arme, og han falder i hvert fald ALDRIG bare i søvn i mine arme.

I dag skete det så alligevel – primær omsorgsperson eller ej!

Jeg ved sgu egentlig ikke helt, om jeg tror på det der med, at jeg også er Arthurs primære omsorgsperson, men her til aften føltes det som om, at jeg var det. Det helt specielle øjeblik ville jer meget gerne forevige (det er det første billede i blogindlægget). Det kan være, at I andre har prøvet det 100 gange, men for mig var det noget helt specielt!

Der var ingen mærkelige lyde, intet rygtræning eller gylp der skulle pryde min skjorte. Der var kun en træt og rolig dreng, der lå på sin anden primære omsorgsperson og slappede af.

Sådan! Det er en stor sejr!

Jeg tænker, at jeg lige får mor med på en lille familie-selfie for at forevige øjeblikket. Arthur rejser sig op på armene og kigger dybt ind i kameraet – billedet kom til at se sådan ud:

Selife

I næste sekund gjorde rygtræningen noget ved maveregionen, og der var én af os tre på billedet som lige slap en vind med lyd. Det blev også fanget på næste billede – altså ikke lyden, men mit grin!

Selfie 2

Gæsteindlæg: Mikkels historie - Hvem har givet kvinden vetoret?
Akut kejsersnit fra sidelinjen - en fars fødselsberetning

Skriv din kommentar her